Da man i sin tid vedtog en forkortelse af dagpengeperioden, skortede det ikke på advarsler om, at det kunne resultere i noget, der godt kunne ligne en økonomisk katastrofe for mange langtidsledige.
Det blev først og fremmest bagatelliseret af den socialdemokratisk ledede regering. Antallet af personer, der ville falde ud over kanten, var stærkt overdrevet, blev det hævdet, fra autoritative ministerielle kilder. Der var bare tale om den sædvanlige vestreorienterede propaganda, fra folk der så sociale massegrave alle steder.
At oplysningerne faktisk stammede fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke tog man sig ikke særlig notits af.
Hvad ved de om de arbejdsløse?
Næ, vores radikale Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager ved bedre. For hende handler det om, at de arbejdsløse bare skal rubbe neglene, søge de ledige jobs, og være villig til at flytte derhen, hvor jobbene er. Når dagpengeperioden nærmer sig sit udløb, fremmer det helt naturligt folks lyst til at tage sig det job, der måtte vise sig: ”Sådan er det jo”, som hun så følelsesløst udtalte det.
Det er nu også ret let, at komme med den slags udsagn, når man selv har sit på det tørre.
Nu har loven virket i godt et halvt års tid, og resultatet er desværre mere end skræmmende. De værste forudsigelser fra kritikerne er blevet mere end overhalet indenom. Det er bare blevet værre end selv de mest pessimistiske folk havde forstillet sig.
Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen er skræmmende. I de første syv måneder af i år har næsten 4.400 arbejdsløse mister deres dagpenge, og står uden så meget som en krone i offentlig hjælp.
Dykker man ned i tallene, som tidsskriftet A4 har gjort, kan man konstatere, at en stor del af de mennesker, som ikke får en krone fra det offentlige i gennemsnit har gået ledige i fire år. De har faktisk alle odds imod sig i forhold til at få job, da mange af dem er ufaglærte, oppe i alderen eller dårligt integreret.
Udviklingen inden for dette område ligner snart en socialpolitisk skamplet.
Politikerne må snart finde sammen og bide al skam i sig, og erkende at deres neoliberalistiske økonomilærebog om selvregulerende markedskræfter, ikke virker inden for dette område.
Hvor ville det klæde regeringen, hvis den på dette område, erkendte at den tog fejl.
Tog et internt opgør med de radikale, og gennemførte den politik, som to af regeringspartierne faktisk lovede vælgerne før valget.
Alle laver fejl, men det er vigtigt, at man kan lære af dem, og rydde ud i de værste.
Denne opfordring vil jeg hermed lade gå videre til regeringen.
Skriv et svar