Brugerbetalingsspøgelset

Ingen kan være i tvivl om, at kommunerne i disse år fattes penge.

Mange penge.

Kommunernes manglende muligheder for at øge skatten, sammenholdt med en benhård statslig styring af de kommunale økonomirammer, gør besparelser i kommunerne til den allermest udbredte aktivitet blandt alle landets kommunalpolitikere.

Det uanset hvilken partifarve, de oprindeligt var gået ind i politik på.

Kravet er det samme: Besparelser – flere besparelser.

Et besparelses-spøgelse er så at sige gået igennem alle landets kommuner.

Den politiske målsætning er godt nok, at opnå de ønskede besparelser gennem effektiviseringer. Et nyt økonomisk trylleord, der skal illudere, at noget kommer af ingenting.

Det er ikke sjældent at høre en borgmester sige, at denne eller hin besparelse slet ikke kan mærkes af borgerne.

Men der immervæk stor forskel på at være borger eller borgmester.

Virkeligheden er nemlig at effektiviseringer, hvor borgerservicen er uforandret, slet ikke kan klare alle de besparelser, som kommunen i disse år foretager. Antallet af medarbejdere går ned, og kvaliteten forringes gradvist.

Derfor har mange forvaltninger og politikere fundet en ny mulighed for at lukke hullerne i den slunkne kommunekasse.

Det er, at bede borgerne om at betale ved kasse et.

Har du penge så kan du få, og har du ingen, så må du gå.

Brugerbetaling kaldes det.

I starten er brugerbetalingen sjældent så voldsomt, men skruen får hele tiden en drejning, og flere og flere skruer findes frem, så det til sidst bliver en meget stor økonomisk byrde for særligt udsatte familier.

Skatten i brugerbetalingsdebatten er her at sammenligne med en salamipølse. Skive for skive skæres væk og erstattes af brugerbetaling, og til sidst er der ingen skattefinansiering tilbage overhovedet.

Det er denne snigende brugerbetaling, der i virkeligheden er et af de største social- og fordelingspolitiske problemer i disse år.

Da det sociale og sundhedsfaglige område, er et af de politikområder, der vejer tungest i den kommunale økonomi, er det ikke så underligt, at det især er inden for disse områder, at besparelsesdebatten bliver særlig mærkbare.

Når handicappede på bosteder rundt omkring i landet skal køres fra et sted til et andet, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse. Således opkræver flere kommunale og regionale bosteder overpris i brugerbetaling for kørslen. Det samme gælder for at bringe ældre medborgere til aktivitetscentre og lignende. Og der hvor der blive sat maksimalgrænser for forældrebetaling for pasning af børn og madordninger, går der ikke lang tid, før end stort set alle kommuner rammer loftet.

Der er tale om brugerbetaling, når en borger bruger af en given – ofte offentlig – serviceydelse, og selv skal betale en del af eller hele den pågældende ydelse. Brugerbetaling står således i modsætning til en ydelse, der er “gratis”, i den forstand at det offentlige finansierer ydelsen fuldt via skatten.

I Danmark er brugerbetaling særligt udbredt inden for områder som børnepasning (vuggestuer, børnehaver og dagplejere), uddannelse (privatskoler), transport samt inden for dele af sundhedssektoren (fx tandlæger, psykologer og kiropraktorer).

Der er dog i ingen af disse tilfælde tale om, at brugerne afholder alle de faktiske omkostninger.

Brugerbetalingen finansierer kun en andel af de offentliges udgifter. Men meget peger på, at denne andel er stigende i disse år. Og med udsigt til yderligere besparelser på de offentlige budgetter, kan der ikke være tvivl om, at politikerne i stigende grad vil blive tvunget til at tage dette besparelseselement i anvendelse – hvis andre metoder ikke udvikles.

Tilhængere af brugerbetaling fremhæver ofte dens adfærdsregulerende element, mens modstanderne mener, at den har en social slagside, idet alle betaler samme beløb uanset indtægt.

Brugerbetaling påvirker rent faktisk borgernes og patienternes adfærd. Brugerbetaling vil få borger og patienter til at anvende de offentlige serviceydelser i mindre grad, end hvis det blev stillet gratis til rådighed.

Der er ingen tvivl om, at de nuværende brugerbetalings- og forsikringsordninger inden for det sociale område socialt set vender den tunge ende nedad. Det er oplagt at 200 kr. i brugerbetaling naturligvis vejer meget tungere i en årlig familieindkomst på 125.000 kr. end i en familie, der har en årlig indkomst på en million kr. eller derover.

Den syge og handicappede har naturligvis også langt sværere ved at finde en billig sygeforsikring end den raske.

Og får man indført brugerbetaling ét sted, hvordan sikrer man sig så imod, at der åbnes op for en sluse af nye brugerbetalinger?

Problemstillingen står dog over for et eksisterende skattestop, der i høj grad også vender den tunge ende nedad, samtidig med, at der sker en gradvis forringelse af de sociale ydelser. Dertil skal føjes, at mange sociale ydelser faktisk går til personer, der i økonomisk forstand er ganske velaflagte, og som sagtens kunne betale helt eller delvist for deres ydelser.

Derfor kunne det fx være interessant at undersøge muligheden for at udvikle et progressivt brugerbetalingssystem – i lighed med fordum tids skattesystem.

Det vil dog kræve en grundlæggende reform af brugerbetalingen, så den nuværende “one-size-fits-all-model” afløses af en ny solidarisk brugerbetaling. Den kunne fx være afstemt efter personens indkomstforhold i stil med den progressive indkomstskat – og med dispensation over for mere sårbare befolkningsgrupper. Der er I realiteten mange forskellige muligheder for at tilrettelægge en brugerbetaling for at mindske de negative effekter i forhold til fordeling og social ulighed.

I disse elektroniske betalingstider burde det ikke være så svært.

Brugerbetalingen skulle netop ikke udmåles i kroner og ører, men i et såkaldt ”økonomisk offer”. Når man fx betalte for et lægebesøg, kunne man måske tænke sig, at det kostede 200 ”Talenter”, der blev krediteret en borgerkonto.

Prisen på ”Talenterne” skulle herefter bestemmes af ens indkomstforhold, på samme måde som man i dag kender det fra skattebetalingen. Her kunne man så fra politisk hold bestemme det sociale aspekt i brugerbetalingen. Fx at personer der tjente under 125.000 kr. faktisk skulle have tildelt nogle gratis ”Talenter”, personer der tjente mellem 125.000- 200.000kr. skulle fx betale 0,5 kr. pr. ”Talent”, personer mellem 200.000 -300.000 kr. skulle betale en krone pr. ”Talent”, og så fremdeles.

Beløbene og grænserne for ”Talenterne” er der ikke taget stilling til her – regneeksemplerne er bare til illustration af systemets virkemåde.

Når året så var omme, så skulle borgeren betale sin ”brugerbetalingsregning” fuldstændigt, som vi kender det i dag med skattebetalingen, og renovations- og vandafregningen – givetvis også opkrævet sammen med disse.

En ny og mere solidarisk brugerbetaling vil kunne koble forbrug og betaling sammen, så de mest ressourcestærke bærer den største betalingsbyrde. Nogle steder vil en sådan ny brugerbetaling oven i købet kunne slå indkomstskatten ud i social retfærdighed.

I stedet for at grave sig ned i nogle politiske grøfter – for eller imod brugerbetaling – ville det være ganske interessant, at få undersøgt dette eller et lignende udspil på en faglig forsvarlig måde.

Hermed er ideen givet videre.