Stop Fattigdom Nu ønsker en social reform som giver socialt udsatte, syge og handicappede en ny chance. Hvor man får god faglig hjælp til at leve et værdigt liv og forsørge sig selv og børnene. Vi spørger om frivillige non-profit organisationer kan løfte opgaven sammen med kommuner og regioner?
Du kan møde os på Folkemøde Bornholm Fredag 12. juni. Sted: Lindeplads 1, kl. 11.45 – 17.00.
15.00 – 16.00 En ny social reform med mennesker og faglig viden i centrum:
Vi ønsker en social reform som giver socialt udsatte, syge og handicappede en ny chance. Hvor man får god faglig hjælp til at leve et værdigt liv og forsørge sig selv og børnene. Vi ved, at den Danske og Nordiske velfærdsmodel eroderes af udlicitering og egenbetaling og spørger om frivillige non-profit organisationer kan løfte opgaven sammen med kommuner og regioner? Hvad sker der i EU? Vi stiller spørgsmålene til: Mona Strib, næstformand FOA, Anne Jørgensen, regionsformand Danske Socialrådgiverforening, Johs Berthelsen, formand Frivilligt Forum, Sif Holst, næstformand Danske Handicaporganisationer og suppleant i det Europæiske økonomi- og socialudvalg. Moderator: Per K. Larsen, EAPN.
Du kan være med til at starte debatten allerede nu.
En og ægte social reform bør bygge på den viden vi har. Vi ved fx at lave ydelser har en meget ringe job effekt, langt de fleste bliver blot mere fattige og isolerede.
Det er ikke lysten til uddannelse eller arbejde der mangler, men vilkårene i uddannelser og på arbejdsmarkedet som udskiller. Der vil altid være nogen som ikke klarer sig i konkurrencen. Tænk blot på langtidsledige, sindslidende, handicappede, kronisk syge, misbrugere, socialt udsatte børn. Det er ikke nyt at der er tabere. Det ny er at de bliver ydmygede, straffede og fastholdt i fattigdom, i stedet for at blive hjulpet til at forsørge sig selv. Hvad kan vi gøre i stedet? Nøglen er en kontanthjælp, der dækker udgifterne til et beskedent men værdigt liv, en professionel rehabilitering af god kvalitet og arbejde på overenskomstvilkår.
- Kontanthjælp, ikke fattighjælp.
Konstanthjælp er efter lovgivningen en midlertidig hjælp, som man skal leve for, indtil man kan forsørge sig selv igen på almindelige eller støttede vilkår. Kontanthjælp handler om forsørgelse, ikke om at konkurrere med lave lønninger. Det eneste rimelige mål for størrelsen af kontanthjælp er derfor om den dækker leveomkostningerne på et beskedent niveau som sikrer at modtagerne og deres børn et værdigt liv i samfundet. En internationalt anerkendt måde at fastlægge niveauet på er at undersøge udgifterne til dagligvarer, transport mv. og på det grundlag fastlægge et beskedent budget. Denne fremgangsmåde blev anbefalet af Regeringens Fattigdomsudvalg i 2013 og er for tiden under udarbejdelse af CASA som led i et fælles Europæisk projekt, finansieret af EU Kommissionen. Der er meget kontrol ved udbetaling af kontanthjælp som taler for at administrationen varetages af kommunerne.
- Professionel rehabilitering i stedet for kommunal aktivering.
De økonomiske ydelser er centrale, men spørger man syge og socialt udsatte, er der også fokus på den menneskelige og professionelle behandling de får i job – og socialcentre. Blandingen af ydelser, rådgivning, kontrol, straf og belønning og manglen på specialiseret viden virker ikke godt. Ideen om at Jobcentre kan få syge og socialt udsatte mennesker i arbejde med økonomiske incitamenter og aktiveringskurser har kun belæg i fordomme. Almindelige ledige, som ikke har andre vanskeligheder end ledigheden, klarer sig, men syge og socialt udsatte ledige har brug for den helhed i indsatsen, som er beskrevet så glimrende i Beskæftigelseslovgivningen, men som kommunerne generelt set ikke magter. Kommuner og Jobcentre kan administrere, men ikke rehabilitere ledige med komplekse vanskeligheder.
Opgaven har tidligere været løst af professionelle offentlige eller private landsorganisationer, som var specialiserede i forhold til særlige gruppers særlige behov: Hjemløse (Kirkens Korshær mfl.), Handicappede (SAHVA mfl.), enlige mødre (Mødrehjælpen), langtidsledige (Revalideringen) osv. Efter kommunalreformerne drives de på usikre vilkår , betalt af enkelte kommuner og projektmidler. Der er kommet nye foreninger og centre med professionel viden, som ikke trives i den kommunale administration. Meget taler for at rehabilitering fremover bør varetages af fagligt specialiserede offentlige eller non-profit landsforeninger og centre, finansieret af Staten. Det giver bedre resultater for borgerne og er mere effektivt og billigere for samfundet.
- Arbejde på overenskomstvilkår.
Vi taler meget om ret og pligt. Arbejdsløse har pligt til at stå til rådighed og søge arbejde. Fair nok. Men hvad med de, som ikke får arbejde, uanset hvad de forsøger? Der er meget opbakning, både politisk og i virksomheder for at tage socialt ansvar og ansætte borgere, der har været lang tid på kontanthjælp. Men resultaterne er der ikke så meget fokus på, vel sagtens fordi der ikke er så meget at prale af. Socialøkonomiske virksomheder som også er en mulighed, har foreløbig under 1000 ansatte på almindelige vilkår.
Hvorfor ikke gå et skridt videre og sige at der ikke blot er pligt men også ret til arbejde? Altså: Hvis Jobcentret ikke kan anvise ledige arbejde og de selv har forsøgt uden held i fx to år, så giv dem ret til et arbejde på overenskomstvilkår, som samfundet har pligt til at skaffe. Borgeren har pligt til at arbejde og ret til at få det. Lyder det som utopi? Man behøver blot at rejse til Sverige for at se, hvordan det kan gøres. SAMHALL AB er en svensk koncern som har 23.000 ansatte over hele Sverige, som leverer ældreservice, driver kantiner, leverer til private erhvervsvirksomheder mm. SAMHALL sælger på markedsvilkår og ansætter borgere med nedsatte erhvervsevner på vilkår efter aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Nøglen bag er at SAMHALL AB sikrer arbejdspladserne og at Staten betaler for de ansattes nedsatte arbejdsevne. Sværere er det ikke.
Skriv et svar