Politisk beretning til generalforsamlingen 2012

Ved Knud Vilby, indtil generalforsamlingen 2012 formand for Socialpolitisk Forening

Frem til sidste års folketingsvalg voksede drømmene. Ikke om et problemløst samfund uden økonomiske nedskæringer, men om en regering med et nyt menneskesyn og om en ny enklere og bedre og mere værdig socialpolitik.

Nu er den nye regering ikke ny mere. Man ændrer ikke et samfund på et halvt år, men har regeringen sat en ny kurs? Og giver den på det socialpolitiske område grundlag for at tro at drømmene om et nyt menneskesyn og en god socialpolitik er kommet nærmere deres realisering?

Jeg vil ikke prøve at give bare ét svar. Regeringens politik er ikke entydig og på nogle områder stritter den i alt for mange retninger. Det billede, der tegner sig rummer en række positive elementer, og dem skal vi naturligvis kvittere for, men der er også nogle skræmmende og deprimerende tendenser, og der er udspil og forslag, der ikke lever op til den dominerende ret-og-pligt-ideologi, som netop nu føres meget stærkt frem.

Den økonomiske situation er værre, end regeringen troede eller håbede, og vi har gang på gang fået at vide, at vi alle vil komme til at mærke de besparelser, nedskæringer, omlægninger og egentlige reformer, vi nu skal igennem. Vi har også som udgangspunkt fået at vide, at i hvert fald S og SF arbejder for et samfund præget af større lighed. Man har villet bryde med den tendens mod større ulighed, vi har set i næsten hele Europa og også i Danmark i de sidste mange år. Derfor var det oprindelige budskab, at de bredeste skuldre skulle bære de største byrder.

I dag peger den politiske pil i retning af større ulighed. Når der tales om ret og pligt, peges der primært på mennesker med lave indkomster. Det er her, der gennemføres besparelser som resulterer i lavere indkomster for grupper af borgere. Alt hvad der vedrører de højere indkomster er derimod i bedste fald sendt til hjørnesparksudvalg. Aktuelt betyder det, at hundredetusinder af velstillede intet mærker til krisen, mens nogle af de socialt og sundhedsmæssigt dårligst stillede frygter for deres fremtid, og en årgang af unge kæmper temmelig desperat for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Det er ikke en rimelig fordeling af krisens byrder. Det svarer ikke til den gamle opfattelse af ret og pligt.

Voksende ulighed er i sig selv skadelig for samfundet. Men det ser ud til at gå videre end det. De beretninger, der nu kommer frem, om hvordan fleksjob-reformen vil virke, peger på, at vi måske er ved at få et problem, som man politisk også bør se på i et ligestillingsperspektiv. Måske overtræder Danmark FN’s handicapkonvention.

Støtte til mennesker med arbejdsmæssige handicap er en støtte til at ligestille dem med mennesker uden handicap. FN’s Handicapkonvention har som mål at sikre, at mennesker med varig funktionsnedsættelse opnår lige muligheder og samme rettigheder som ikke-handicappede. Der er som bekendt ikke vedtaget nogen lov endnu, men det er oplagt at både socialminister og ligestillingsminister bør være med til at vurdere om det endelige resultat lever op til konventionens krav om videst mulig ligestilling af mennesker med funktionsnedsættelse.

I en økonomisk krisetid kan man ikke frede enkeltområder eller undgå nedskæringer, der kan gøre ondt. Der er rigtigt, som tidligere socialminister Palle Simonsen skrev i sin bog for et par år siden, at VK politisk prioriterede ydelser til den brede mellemstand, mens de mest udsatte blev forsømt. Ud fra den argumentation kan man godt hævde, at der er velaflønnede fleksjobbere, der kan klare sig med mindre. Men samtidig er det åbenbart, at det får nogle utilsigtede meget skæve konsekvenser, og at det stavnsbinder mennesker, som vil få indtægtsfald ved at skifte arbejde.

Og det virker naturligvis særligt provokerende, når der ikke er udsigt til at stærke bredskuldrede grupper bliver udsat for noget tilsvarende.

På samme måde med forslaget til reform af førtidspensionen. Det er rigtigt, at det er afgørende, at give alle unge mennesker noget at leve for, og jeg har i en kommentar skrevet, at der godt kan være fornuft i at nogle får lave ydelser i nogle år, hvis de til gengæld opnår et bedre samlet livsperspektiv. Men igen er det nødvendigt at spørge, hvorfor det er de unge vanskeligt stillede, der skal betale for krisen. Vi ved at mange af førtidspensionisterne har psykiske lidelser, og at udbygningen af psykiatrisk behandling er blevet forsømt i årevis. Nu skal en del af de psykisk syge bære på ny usikkerhed. Det kan retfærdiggøres, hvis regeringen virkelig lykkes med at give dem nye muligheder og noget at leve for. Og hvis arbejdsmarkedet derefter har nogle åbne pladser til dem. Men det starter med de lave ydelser, samtidig med at de bredere skuldre fredes.

Når denne udvikling sker, samtidig med at regeringspolitikere mere ser krævementaliteten som et socialt problem end som et problem i DONG og finansverdenen, tegner der sig et billede af et samfund, hvor de stærke og rige rykker længere væk fra de svage med lave indkomster.

Det er skræmmende.

Men der er også positive signaler og de skal ikke glemmes.

Der er talt meget om løftebrud, men regeringen har holdt løftet om at afskaffe de diskriminerende og nedværdigende fattigdomsydelser, som vi i årevis har kæmpet imod.

Vi er måske også ved at få et begyndende opgør med silotænkningen og silosagsbehandlingen i hele det sociale og beskæftigelsesmæssige system. I det omfang vi i Socialpolitisk Forening har styrke til at tordne, har vi tordnet mod et system, der er blevet stadig mere uoverskueligt og menneskefjendsk og som har krævet en hær af sagsbehandlere og forløbskoordinatorer for vanskeligt stillede borgere. Kravet om et andet og enklere system stod meget stærkt efter vores socialpolitiske konference for ”en god socialpolitik” i efteråret, og det var et af de argumenter, der blev lyttet til, da vi mødte op i folketinget socialudvalg i januar. Forslaget om langt bedre indsatser omkring rehabilitering og løftet om at en enkelt person, en sagsbehandler, styrer mennesker gennem et ressourceforløb giver nu et håb om, at kommunerne tvinges til at tænke mere i mennesker end i systemer og refusioner, og måske også om at systemerne bliver bedre til at lytte til borgerne.

Hvis det er tilfældet, vil det være muligt at opnå bedre resultater. Og nogle gange nok også for færre penge. Det er formentlig rigtigt, som socialminister Karen Hækkerup siger det, at de eksisterende socialbudgetter kan bruges langt bedre, og at flere penge ikke altid er den eneste vej til bedre resultater. Men det kræver så også en konkret udmøntning af en politik, der tillader kommunerne større frihed i forhold til bureaukratiske statslige kontrolsystemer og regler, vel at mærke uden at det svækker rettighederne for de mennesker, det hele handler om. For de mennesker der har krav på at blive hørt som eksperter i deres eget liv.

Det sidste kæmpestore spørgsmål, jeg vil nævne her, er spørgsmålet om, hvad det er for arbejdspladser, der åbner sig for de mennesker, der nu skal have noget at leve for og ikke blot noget at leve af.

Hvor man for få år siden talte meget om manglen på varme hænder, handler den dominerende debat nu om de alt for mange overflødige hænder. Det kan være det ændrer sig igen om nogle år, men lige nu er det tid for fyringsrunder i det offentlige, og ungdomsledigheden er ved at sætte rekord.

Hvor skal man finde alle de ekstra arbejdspladser til alle de ekstra handikappede, syge og sårbare med forskellige grader af funktionshandicap som skal ind på arbejdsmarkedet? Selv en del af de virksomheder, der har muligheder for at ansætte folk er tøvende. Kolleger og medarbejdere, der oplever et stadigt hårdere arbejdstempo, er også skeptiske og nervøse for den ekstra indsats som hensynet til en svagere kollega kan kræve af dem. Og selv om vi alle kan være enige om, at der er brug for flere alternative og socialøkonomiske virksomheder, er der grænser for, hvor mange ansatte de kan finansiere og opsuge.

Hvis rehabiliteringen og det håndholdte ressourceforløb fører til, at mennesker ikke primært har noget at leve af, men først og fremmest noget at leve for, så vil de også have store og berettigede forventninger. Det vil være deres ret. Og det vil være samfundets pligt at gøre disse forventninger realiserbare. Det er en gigantisk udfordring.

Jeg har langt fra behandlet alle relevante emner her. Hele debatten om socialt udsatte børn og det fokus, der er på kostbare og dårlige anbringelser af børn, er et område, hvor jeg også synes socialminister Karen Hækkerup er kommet med gode udmeldinger. Der kunne også siges meget mere om social og asocial behandling af både asylansøgere, flygtninge og udenlandske hjemløse. Der er sket enkelte fremskridt. Der er kommet lidt mere anstændighed. Men det ville være synd at sige, at regeringen har vist vilje til et egentligt opgør, med det der er gået galt på disse områder.

Det samlede billede er, som jeg startede med at sige, ikke harmonisk. Det stritter, og der er på en række områder grund til stor bekymring. Det er en bekymring som Socialpolitisk Forening skal blive ved med at udtrykke. Og helst med styrke til at tordne.ti