Et nødvendigt opgør – men pilen peger igen på større ulighed

Af Knud Vilby, bragt i Arbejderen 7. marts 2012

Det er vigtigt at fastholde, at der er rigtigt positive elementer i det første regeringsudspil på det socialpolitiske område. Hvis det lykkes at få skabt et forløb, hvor udsatte unge har en enkelt sagsbehandler og ikke en hel flok, i det der nu kaldes ressourceforløb, så vil det være fantastisk positivt. Og efter en start, som vil blive både besværlig og omkostningskrævende, er der bureaukratipenge at spare. Opgøret med siloerne i det sociale system og beskæftigelsessystemet er nødvendigt. Der skal mere til, men det er et vigtigt første skridt.

Jeg vil også holde fast i at beskæftigelsesministeren har ret i, at det er bedre at have noget at ”leve for” end kun noget at ”leve af”. Kan man på en meningsfuld måde give sårbare unge et positivt alternativ til førtidspension er også det meget vigtigt.

Mette Frederiksen er firkantet og dele af udspillet ligner VK’s for meget, men der er milevid forskel på hendes forståelse af det sociale område og Inger Støjbergs mangel på samme.

Hvis sigtet er realistisk mener jeg også, det kan forsvares, at nogle midlertidigt får en lavere ydelse end førtidspensionen, hvis de også får muligheder som systemet ikke hidtil har givet dem. I fattigdomsdebatten trækkes de studerende ud af statistikken, og argumentationen er, at unge godt kan leve beskedent i nogle år uden at være fattige, hvis perspektivet er en bedre livsindkomst. Man skal passe på med parallellen, men hvis Mette Frederiksen og Karen Hækkerup og reformen giver nogle sårbare unge et bedre livsperspektiv, er der opnået meget.

Der er faktisk nogle tendenser til et nyt syn på mennesker, og der er forsøg på at gøre op med dele af den mislykkede socialpolitik. Det synes jeg vi skal respektere og byde velkommen.

Men der er også meget store problemer, og de bliver ikke mindre af, at regeringen søger forlig hen over midten og kobler Enhedslisten af.

Regeringen har lovet at skabe et mere lige samfund, men foreløbig trækker de fleste reformforslag i modsat retning. Set isoleret vil førtidspensions- og flexjob-reformen yderligere øge uligheden, fordi den lader de svageste betale. De får nogle af pengene tilbage i kraft af merinvesteringer i deres eget område, men som en kritiker sagde, så beder man ikke kræftpatienter om selv at betale en bedre kræftindsats.

Skal der være forlig med Venstre vil Venstre have styr på, hvordan regeringen bruger besparelser. Og oversættes det efter de principper VK-regeringen brugte i ti år, betyder det, at Venstre vil have garanti for at pengene ikke bruges til social udligning.

Finans- og skattepolitikken er uden for Mette Frederiksens og Karen Hækkerups område, men det er nødvendigt at gentage, at regeringen har afskåret sig fra at lade de bredeste skuldre eller de største parcelhuse betale mere. Statsministeren har sagt at alle skal mærke krisen, men handlingerne viser, at de rige ikke skal, at boligejerne ikke skal, og at den solide agtværdige arbejder, der smører leverpostejmadder om morgenen næsten heller ikke skal.

Derfor klinger det hult, når man taler om at alle skal betale, og SFs skatteminister har også omdefineret hvad SF mener med ulighed. Det er slet ikke det samme som for et år siden.

Hvem betaler og hvem får? Det er det ene meget store problem.

Det andet er den fundamentale mangel på arbejdspladser. Sparepolitikken er gået så langt, at den offentlige sektor skaber flere arbejdsløse og ikke flere arbejdspladser. Kommunerne sparer mere end de er blevet bedt om, og staten følger op. Hvor skal de job komme fra, som de svage skal leve for og af?

Danmark er et af de europæiske lande, der har den absolut højeste beskæftigelsesfrekvens. Omkring 75 % af alle i den arbejdsdygtige alder har job. 100 % bliver tallet aldrig, og de 25 % inkluderer bl.a. folk der er kort eller langvarigt syge og på orlov (barsel).

I Socialpolitisk Forening prøvede vi at råbe den gamle regering op og understrege, at der er andet i livet end beskæftigelse, og at mennesker har rettigheder og krav på værdighed også selv om de ikke er på arbejdsmarkedet. S-R-SF må ikke også falde i den grøft, hvor man tror at al socialpolitik ligger i beskæftigelsesministeriet. Det vil stresse de svage yderligere og skabe endnu større usikkerhed.

Samfundet har pligt til at sørge for at manglen på arbejde ikke først og fremmest rammer de unge og sårbare. I den forstand skal alle have deres chance. Mange skal have en bedre chance end de får i dag, og nogle skal hjælpes ved at stille krav til dem.

Men regeringen må ikke være med til at genskabe en reaktionær og fordomsfuld illusion om at arbejdsløshed alene er den enkeltes skyld og lønnet arbejde den eneste vej til værdighed.

Hvordan får vi sprængt siloerne?

- Kommer de sociale reformer til at hænge sammen?

af Knud Vilby, også bragt på www.modkraft 27. februar 2012

Folketingets socialudvalg var næsten fuldtalligt, og medlemmerne var lydhøre og tog godt imod os, da vi præsenterede dem for resultatet af Socialpolitisk Forenings høring om den gode socialpolitik.

Vi var repræsentanter for Børnerådet, Projekt Udenfor og Socialpolitisk Forening og vi fortalte, hvordan en ekspertkomite af forskere, praktikere og kommunale folk har konkluderet, at der er brug for en helt andet helhedsorienteret og overskuelig socialpolitik end den nuværende opsplittede og siloopdelte. Opsplitningen er bl. a. et resultat af rigide statslige krav og af en form for specialisering, der har gjort det hele så uigennemtrængeligt, at det nogle steder ikke længere er nok med forløbskoordinatorer i den enkelte sociale sag.

De dårligst stillede har givet op overfor systemet.

Budskabet om opsplitning og uoverskuelighed på grund af manglende helhedstænkning kommer alle steder fra. I et interview i Politiken talte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen om behovet for en socialpolitisk revolution. Og måske skal der en revolution til for at sprænge siloerne væk.

Vi fornemmede forståelse og lydhørhed blandt folketingets medlemmer, men også stor rådvildhed. Hvordan laver man om på et helt system, der er groet i alle retninger med grene, der har isoleret sig i forhold til hinanden?

Nu skal folketinget i gang med de store reformer. Først kommer førtidspensions- og fleksjobsreformen, siden blandt andet kontanthjælpsreformen, og det er ikke slut med det. Men kommer det til at hænge sammen? Og bliver det lettere for de vanskeligst stillede at få et ordentligt liv på eller udenfor arbejdsmarkedet.

Et af problemerne er, at der skal spares. Det primære formål med flexjobs- og førtidspensionsreformen er at mindske tilgangen til disse kostbare og varige ordninger. Men skal der give mening, kræver det andre og bedre helhedsorienterede tilbud og evne til kommunalt at tænke og arbejde på tværs af jobcentre og det opdelte sociale system. Kravet om at alle skal hare en fast kontaktperson og et individuelt udviklingsforløb er en forbedring, men er det tilstrækkeligt?

Revalideringsindsatsen er gennem mange år blevet forringet, og LO har nu fremsat forslag om bredere og mere omfattende rehabiliteringsindsatser, der både kan hjælpe folk i randen af arbejdsmarkedet ind på det almindelige jobmarked, og støtte andre i at blive forberedt til alternative former for beskæftigelse. Der skal også arbejdes mere med socialøkonomiske virksomheder. Men det koster alt sammen penge.

Hvis en ny lov i en arbejdsløshedssituation gør det vanskeligere at få førtidspension og at blive fleksjobber, vil antallet af registrerede arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere alt andet lige stige. Derfor er det en meget stor opgave.

Der er tæt sammenhæng mellem socialpolitik og beskæftigelsespolitik, og i virkeligheden burde folketinget ikke vedtage ret meget, før sammenhængen mellem de planlagte reformer er klart beskrevet, og det står klart, at vi ikke får en række delløsninger men et samlet system som den enkelte borger kan finde ud af og ind i. Det overordnede er vigtigere end detailstyring.

Det er samtidig vigtigt at huske, at vel er der 746.000 mennesker uden for arbejdsmarkedet, men som bl. a. påpeget af CEVEA er beskæftigelsesfrekvensen i Danmark stadig den næsthøjeste i Europa. Tre ud af fire arbejder. Det er mere end næsten alle andre steder. Beskæftigelsesfrekvensen bliver aldrig 100 %.

Der vil altid være mennesker udenfor det ordinære arbejdsmarked. Den afgørende udfordring er at sikre, at ledigheden ikke som nu rammer de unge og de særligt udsatte, og at der er rimelighed og værdigheden i den måde samfundet forholder sig til resten på.

Vi har lige fået nye tal for krævementaliteten i direktørlaget, der sidste år fik 13 % i lønstigninger. Det ville være lidt lettere at løse nogle af problemerne, hvis denne krævementalitet kunne dæmpes enten i form af løntilbageholdenhed blandt direktører eller lidt millionærskat. Men det er jo ikke en mulighed, siger regeringen.

Den socialpolitiske revolution

Siloer skal sprænges i luften. Og borgere skal gøres vigtigere end refusionssatser

Af Knud Vilby, Formand for Socialpolitisk Forening
Klumme bragt i Arbejderen 1. februar 2012

Det er sjældent danske politikere tager ordet revolution i deres mund, men i et interview i Politiken den 21. januar sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at der er behov for en revolution i den offentlige sektor. Hun mener der ”også skal revolutioner til, hvis vi skal lykkes med at gøre op med de 750.000 uden for arbejdsmarkedet”. Og hun talte om, at rigtigt mange af de mennesker, der arbejder med specielt de unge udenfor arbejdsmarkedet, gør det ukoordineret og ufokuseret. ”Vi har en offentlig sektor, der er søjleopdelt, nogle kalder det siloer, og det er så svært for psykiatrien og den sociale beskæftigelsesindsats overhovedet at samarbejde omkring den unge.”

Det lyder næsten, som om man er nødt til helt at smadre det nuværende system for at bygge noget nyt op. Og i hvert fald har Mette Frederiksen ret i, at der er siloer med tykke vægge, der skal sprænges i luften for at give rum og plads til en enklere og mere helhedsorienteret socialpolitisk tænkning og handling, som også er forståelig for almindelige borgere.

Da Socialpolitisk Forening i november holdt en todages høring om ”Den gode socialpolitik” blev der talt meget om siloer. Det kommunale system er så opdelt, at selv relativt enkle sociale sager kræver flere sagsbehandlere og vanskelig koordinering. Socialdirektør Knud Aarup fra Randers Kommune talte om, at systemet er blevet så indviklet at man har fået kommunale forløbskoordinatorer, men der er nu opstået behov for at koordinere koordinationen. Og Henrik Egelund fra Dansk Socialrådgiverforening sagde, at der er et utroligt behov for en praksis, der bygger på gensidigt tværsektorielt ansvar, men det er svært at gennemføre. ”Der skal tages store skridt og mange folk skal flytte sig”, sagde han. Det er også en stor udfordring for de faglige organisationer.

Oven i et regelbåret administrativt system som i sig selv splitter tingene op kommer så ti år med incitamentspolitik. Det var en politik, der førte til, at man i kommunerne har øjnene stift rettet mod hvilken indsats der giver den bedste statslige refusionssats til kommunen. Refusionerne er blevet vigtigere end borgerne. Borgerne forstår alligevel ikke systemet og kan ikke trænge ind i det. Den enkelte sagsbehandler forstår det dårligt nok. Men refusionssatserne er klare. Kommunen får eksempelvis bedre økonomi ved en hvilken som helst meningsløs form for aktivering end uden.

Derfor skal og må der ske noget, og det der skal ske, revolutioner eller ikke, er noget stort og omfattende og forenklende. Det er ikke noget med at justere et par paragraffer her og der.

Forleden præsenterede vi resultaterne fra den socialpolitiske høring for Folketingets socialudvalg, og vi fornemmede lydhørhed. Politikerne ved godt, at den er gal, men det er ikke det samme som at de magter opgaven.

Det positive er, at budskabet om helhedstænkning, forenkling og større lydhørhed overfor borgerne nu kommer både fra kommunale praktikere, fra forskere og fra politikere. Vi skal have et system der er baseret på, at alle eller næsten alle i samfundet har noget at bidrage med, og det skal samfundet også give dem mulighed for at gøre. Derfor skal der ses mere på muligheder end på begrænsninger. Mange taler også om et nyt rehabiliteringsbegreb, der ikke blot er revalidering eller indsatser for at gøre folk arbejdsmarkedsparate, men også andre former for opkvalificering til livet. Tusinder skal blive bedre til at mestre deres eget liv, så de kan bistå samfundet, når samfundet bistår dem. Det kræver også andre former for arbejdspladser til de mennesker, vi kalder svage og blandt andet en langt mere systematisk indsats for styrkelse af socialøkonomiske virksomheder.

Det handler om tillid til mennesker, men nok også om større tillid til kommuner. Måske kan kommuner gøre en bedre og mere helhedsorienteret indsats hvis de får et større og friere råderum så hver eneste beslutning ikke er knyttet til statslig refusion eller ikke. Måske kan det også være med til at få faglighed og arbejdsglæde tilbage.

Det kan være, at den virkelige revolution består i at beslutte, at kvaliteten af indsatsen overfor borgerne er vigtigere end refusionsregler – og i at indføre nogle forenklende økonomiregler, der fremmer samarbejde og en sådan tænkning.

Politikerne ved den er gal, og de ved det også langt ind i den borgerlige lejr. Men de er rådvilde. De får brug for hjælp til den nødvendige revolution.

Stop selvsvingsdebatten. Se på socialpolitikkens sammenbrud

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
Kommentaren blev bragt 4. december i Politiken i en forkortet udgave

Et politisk selvmål fører til, at alle tilsyneladende nu går i selvsving i den socialpolitiske debat. Alle fordomme om de dovne ledige og deres krævementalitet suser rundt i debatten med både statsministeren og Politiken som aktive men ikke-tænksomme deltagere. Al eksisterende viden bliver tilsyneladende glemt eller fortrængt i fattigdomsdebatten.

Men det er veldokumenteret, at fattigdom og ulighed er vokset i Danmark gennem mange år. Langt flere børn end før vokser op med mange slags savn. Langt flere familier sættes ud af deres lejligheder. De reelle sociale problemer vokser i et mere marginaliseret samfund.

Det er også veldokumenteret, at mange års ihærdige forsøg på at løse problemerne ved at reducere ydelser og gøre folk mere fattige kun har gjort problemerne værre. Ingen skal eller bør eller må være på kontanthjælp i årevis, og det er det store reelle problem. Men folk er skubbet ud af systemet og ikke fanget ind igen. De har fået lov til at sejle rundt. Og så er det da rigtigt, at nogle af dem har udviklet en tænkning om dog i hvert fald at få mest muligt ud af et muligt liv.

I stedet for den billige forargelse og de forsimplede krav om at folk skal tage jobs, der ikke findes, kunne man jo passende se på nogle af systemfejlene.

Socialpolitisk Forening holdt i november en to dages høring om behov et for en bedre socialpolitik. En høringskomite af nogle af Danmarks fremmeste socialpolitiske forskere og praktikere fra bl.a. kommuner og organisationer endte med at formulere et notat, der nu er på vej til folketingets socialudvalg og socialministeren.

Komiteen fastslog at Danmark står overfor et stort socialpolitisk opbrud. Den sagde, at socialpolitikken i en årrække er blevet behandlet stedmoderligt i dansk politik, og at der har udviklet sig en opsplittet silotænkning og praksis, som har medført at socialpolitikken ikke lever op til lovens målsætninger eller svage borgeres behov. Det synes ikke at være muligt at perfektionere den opsplittede silobaserede praksis, og derfor er der brug for at gentænke og forstærke dansk socialpolitik.

Komiteen fastslog også, at det offentlige system har udviklet sig sådan at de svage reelt svigtes. Tidlige indsatser er afgørende, men hvor problemerne er opstået, skal der satses langt mere på et bredt rehabiliteringsbegreb, som igen skal inkluderer relevante revalideringsindsatser, og som ikke kun forholder sig snævert til sundhed eller skæres til efter arbejdsmarkedssynsvinklen.

Der skal også arbejdes langt mere målrettet på udviklingen af et 3. arbejdsmarked for dem der ikke kan rummes på det normale arbejdsmarked.

Der er i det hele taget brug for en vifte af inkluderende muligheder, som også kan inkludere lette og realistiske trin på uddannelsesstigen for svage borgere.

Det handler om den enkelte, men også om et system, der er kørt fast i sin egen uoverskuelighed. Høringskomiteen mente således også, at der er behov for en myndighed, der på fagligt grundlag kan vende tommelfingeren op eller ned i forhold til de kommunale indsatser. Baggrunden var en erkendelse af, at kommunerne ikke altid magter deres opgaver.

Det er rigtigt, at den enkelte selv har ansvar og at ret og pligt hører sammen. Men mulighederne skal være der, også for de svageste. Det er de ikke i dag. Og det er for dumt, hvis Helle Thorning og hendes regering nu på grundlag af en enkelt sag og rigtigt mange fordomme begynder at vade i samme retning som VK regeringen. Det virkede ikke før. Det vil heller ikke gøre det nu.

Regeringen gør de fattige til grin

Grotesk forløb forud for meningsløst dansk EU-udspil til fattigdomsbekæmpelse

Af Knud Vilby, formand
19. maj 2011 i tidsskriftet Social Politik nr. 3, 2011

Kort før jul inviterede socialminister Benedikte Kiær os til at bruge en dag på at diskutere, hvordan vi i Danmark finder de bedste og mest retvisende indikatorer for fattigdom. Vi var en blandet skare af folk fra de sociale organisationer, fra forskningsverdenen og centraladministrationen, fra Danmarks Statistik og fra andre relevante institutioner. Og det var fint, at socialministeren selv brugte hele dagen til både at deltage i plenar- og gruppemøder.

Mødet fandt sted efter et års diskussion af, hvordan vi kan bekæmpe den voksende fattigdom i Danmark. Det var et år, der også var præget af, at regeringen ikke vil bruge EU’s fattigdomsgrænse, der siger, at mennesker der tjener mindre end 60 % af et lands midterste indkomst (medianindkomsten) er i særlig risiko for at lide under fattigdom. Regeringen ville – efter lang tøven – erkende, at vi har et fattigdomsproblem i Danmark, men den fandt EU-grænsen for dårlig og uambitiøs. I stedet ville den udvikle et sæt mere retvisende indikatorer for, hvad fattigdom vil sige i en dansk sammenhæng.

Også den debat var der mange, der gik ind i. I et samarbejde mellem bl.a. CASA, LO, AE-Rådet og flere organisationer blev der udviklet supplerende måder at måle fattigdom på. Og det var på en måde det arbejde, der skulle videreudvikles på socialministerens møde.

De forskellige grupper på mødet konkluderede alle, at fattigdom først og fremmest har med økonomi at gøre. Men naturligvis er der en række andre faktorer af betydning, for eksempel manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, misbrug, dårlig eller manglende uddannelse, forskellige handikap.

Sådan set var det ikke så forfærdelig indviklet.

Mødet sluttede med budskabet om, at der i regeringen og socialministeriet arbejdes videre med disse indikatorer. Det blev nævnt, og vi vidste det i forvejen, at i april 2011 skulle regeringen give sit bud på udviklingen frem til år 2020 i en rapport til EU. Fattigdomsspørgsmålet og planerne for en dansk indsats mod fattigdom er kun et af mange elementer i det såkaldte Nationale Reformprogram 2011. Men naturligvis et vigtigt element.

Slattent udspil
Hele denne lange indledende smøre skriver jeg for at nå frem til, at regeringen nu har givet EU det mest slatne udspil til fattigdomsbekæmpelse, man overhovedet kan forestille sig.

I slutningen af april kom regeringens udkast til svar til EU i offentlig høring. Der havde været mere end et år til at udarbejde det danske svar. Alligevel var høringsfristen kun 1½ dag, og det var i sig selv uanstændigt. Socialpolitisk Forening nåede sammen med nogle få andre at give et bud, men da den endelige regeringstekst kom nogle dage senere, var der ikke rettet et komma.

Og hvad stod der så?
Ikke et eneste ord om økonomi som noget der spiller en rolle for fattigdom. Men alene et mål om at reducere antallet af personer i husstande med lav beskæftigelse med 22.000 personer frem mod år 2020.

Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i en kronik i Information (11. maj) skrevet, at dette mål ikke alene er uambitiøst. Det er også meningsløst. Dette beskæftigelsestal er nemlig – uanset regering – enormt afhængigt af konjunkturudsving. Fra 2007 til 2008 faldt det med 68.000 fra 415.000 til 347.000. Derefter steg det til 360.000. Udsvingene er så store at et mål om en reduktion på 22.000 på 9 år ikke giver mening.

I den sociale organisationsverden og i initiativet Stop Fattigdom Nu sidder vi tilbage med en følelse af, at regeringen har gjort grin med os. Det er imidlertid ikke det værste. Regeringen har også gjort grin med de fattige.

Alle tal peger på, at der bliver flere og flere langvarigt fattige, herunder flere fattige børn. Tallene er entydige, også når man piller de studerende ud af tallene, fordi de har særlige vilkår, og når man måler i forhold til en grænse på 50 % af medianindkomsten i stedet for EU’s 60 %.

Det er naturligvis rigtigt, at der er forskellige årsager til denne fattigdom. Nogle mennesker har spillet eller drukket deres penge op. Andre er fattige, fordi regeringen har strammet og gennemført voldsomme reduktioner i de laveste overførselsindkomster. Atter andre er røget helt ud af systemerne, fordi de ikke kan leve op til stadig flere aktiveringskrav. Men fælles er, at de er fattige og at specielt mange børn i fattige familier lider under denne fattigdom. De får et dårligere skole-, fritids- og hjemmeliv. De får dårligere uddannelsesmuligheder, og Danmark bliver et dårligere samfund.

Beskæftigelse er en uhyre vigtig indikator, men den kan naturligvis ikke stå alene.

Ingen vilje til erkendelse og handling
Socialministeren har i maj været ude i dagspressen med en melding om, at kritikerne (endnu en gang) har misforstået det hele. Regeringen arbejder stadig med at udvikle retvisende indikatorer for fattigdom. Rapporten og anbefalingen til EU var kun et af de spor man arbejder med. Udover EU-sporet er der et nationalt spor. Her fortsætter arbejdet.

Men sandheden er, at regeringen nu har trukket dette arbejde i halvandet år. Og at det må være et forsøg på at dække over, at der ikke er vilje til at sætte ind mod en fattigdom, der i nogle dele af landet er ødelæggende for danske velfærd.

Fattigdommen rammer uens. Først og fremmest i nogle af de storbykvarterer, som regeringen kalder ghettoer, og i nogle af de landområder, der til tider er mere præget af afvikling end af udvikling. Fattigdomserkendelse er også virkelighedserkendelse. Derefter kan de rigtige indsatser planlægges.

Men der har hverken været vilje til erkendelse eller handling.

 

Børnefattigdom
– en skam for Sverige –
og for Danmark

De svenske socialdemokraters formand giver kampen mod børnefattigdom første prioritet

Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening, bragt i Politiken den 24. april 2011

Da de svenske socialdemokrater i marts fik ny formand, sagde den nyvalgte leder, Håkan Juholt i sin tiltrædelsestale, at intet er vigtigere end bekæmpelsen af børnefattigdom.

”Børnefattigdom er uacceptabelt. Sverige skal ikke være et land, hvor hundredetusinder af børn tvinges i fattigdom. Det er en skam for Sverige”, sagde han i en tale, der fik ulighed- og fattigdom højere på dagsordenen i Sverige. Men temaet var der allerede. Blandt andet havde Håkan Juholt modtaget en henvendelse fra en række rigsdagsmedlemmer, der krævede at kampen mod børns fattigdom prioriteres allerhøjest. Fordi Sverige, som Danmark, oplever øget ulighed og vækst i antallet af egentligt fattige.

I Danmark står der vigtige og rigtige ting om bekæmpelse af børns fattigdom i det fælles S-SF-udspil. Blandt andet vil de gøre op med de laveste sociale ydelser, de vil sikre børnefamilier mod udsætning, og der er en række andre gode initiativer i en 10 punkts-plan om fattigdom. Men børnefattigdom er mærkeligt nok ikke højt på dagsordenen i den politiske debat, selv om problemet  til dels er regeringsskabt, og selv om det truer fremtidens velfærd, fordi tusinder af børn marginaliseres, allerede inden politikerne ser dem i statistikken.

For mig var et nyligt besøg med diskussioner på Lolland endnu en øjenåbner. De reducerede sociale ydelser og urimelige aktiveringskrav er et kæmpeproblem i et område, der straffes økonomisk af staten, fordi det ikke kan tilbyde virksomhedspraktik på ikke-eksisterende virksomheder. Men i stigende grad er det også et problem, at de fattige fratages selv de mindste sociale ydelser.

En socialrådgiver fortalte om en familie med to voksne og 3 mindreårige børn som lever i et dårligt hus, og som ikke har haft varme i flere år, fordi vandrørene er sprunget. Vinteren igennem var der bidende koldt, og familien er præget af at den intet har. De 5 mennesker lever af en enkelt kontanthjælp. Den depressive mand i familien er frataget sin kontanthjælp fordi han ikke mødte op til krævede samtaler med kommunen. Da han mistede hjælpen, sank han dybere hen i sin depression. Man kan diskutere skyld og ansvar fra Lolland til Christiansborg og tilbage igen, men børnenes skyld er det i hvert fald ikke. Og her er der ikke bare relativ men absolut fattigdom.

Og Lollands kommune har det tungt. Alene i år regner kommunen med at miste næsten 13 millioner kr., fordi regeringen ved beskæftigelsesminister Inger Støjberg har ændret refusionsreglerne for ledige til skade for fattige kommuner, der har svært ved at tilbyde virksomhedsaktivering, men til gavn for de rigere kommuner med flere muligheder i aktivpolitikken.

De fattige kommuner og deres socialrådgivere har travlt med at holde budgetter. Der jagtes blandt andet derfor sociale bedragere i kommuner landet over. Men samtidig ser vi, at flere mennesker fratages selv de laveste ydelser, fordi de ikke kan leve op til voksende bureaukratiske krav. Med de gældende regler vil det blive værre i fremtiden. Alle ved det.

Når mennesker lever som i den beskrevne familie, er det er i strid med reglerne om at myndigheder har pligt til at være opsøgende i forhold til alvorligt sociale problemer og til at finde løsninger. Men der er en indbygget absurditet i systemet. Hvordan skal systemet løse problemer, som det selv skaber?

Børnefattigdommen vokser. Nogle af de fattige børn klarer udfordringerne, bliver mønsterbrydere og får alligevel få et rimeligt liv. Men mange dømmes reelt til et liv, der er dårligt for dem selv og kostbart for det samfund, der har brug for deres arbejdskraft.

En lang række danske organisationer har udarbejdet en skitse til en handlingsplan til bekæmpelse af børnefattigdom. Det er komplekst, fordi problemerne har fået lov til at vokse så længe. Men naturligvis kan det gøres.

”Børnefattigdom er uacceptabelt. Det er en skam for Sverige”, sagde de svenske socialdemokraters formand.

Det er også en skam for Danmark. Og det er besynderligt, at vi næsten ikke diskuterer det.

Lolland: Et eksempel på at regeringen straffer udsatte kommuner økonomisk

- og gør kampen mod fattigdom næsten umulig

Knud Vilbys indlæg på Socialpolitisk Forenings generalforsamling den 25. marts 2011

Socialpolitisk Forening har fået en ny afdeling på Lolland og Falster. Ved den stiftende generalforsamling i Maribo diskuterede vi både fattigdom og den nødvendige kamp for socialt udsattes rettigheder. Det er diskussioner, der er særligt aktuelle, når man mødes på Lolland.

På Lolland er 7 % af den voksne befolkning på kontanthjælp. Mange har givet op, og det er vanskeligt at lave omfattende aktivering, blandt andet fordi man mangler arbejdspladser. Mulighederne for virksomhedspraktik er begrænsede.

Men regeringens politik er at belønne de aktive. Det gælder både i forhold til enkeltmennesker og kommuner. Den statslige refusion til kommunernes udgifter til ledige er reduceret. Der gives nu 50 % refusion i forbindelse med virksomhedspraktik og løntilskudsjob. Ellers får kommunerne kun refunderet 30 % af udgifterne. Til gengæld flyttes der penge over til bloktilskud.

Da de nye refusionsregler blev gennemført sidste år kendte regeringen konsekvenserne. De betød, at kommunerne i Region Hovedstaden fik omkring 178 mio. kroner i gevinst. Lolland og andre kommuner med mange ledige mistede til gengæld rigtigt mange millioner. Beskæftigelsesministeren lovede at kompensere kommunerne, hvis tabet lå over ½ % af det samlede budget. Og i december var beregningen, at det netto ville give et tab for Lollands Kommune på 3,5 mio. kr i år og 6,5 mio. kr i 2012.

Men Claus Nyrup fra kommunalbestyrelsen i Lollands Kommune fortæller, at politikerne på et arbejdsmarkedsudvalgsmøde i marts fik at vide, at kompensationsløfterne ikke holdt helt. Man regner nu med et tab på 12,8 mio. kr i år, over 15 mio kr til næste år, og 28 mio kr i 2013 når kompensationen hører op.

På almindeligt dansk betyder det, at regeringen slår på nogen der allerede – næsten – ligger ned.

Lolland får både sværere ved at finansiere de udgifter, der skal hjælpe de svage og dem der skal sikre at Lolland fortsat er en velfungerende kommune for de mange.

Lolland er et eksempel. De kommuner der har de største sociale problemer, de fleste ledige og det dårligste skattegrundlag straffes, mens de rigere kommuner med færre ledige og færre sociale problemer belønnes.

Ved behandlingen i Folketinget sagde beskæftigelsesministeren Inger Støjberg, at ”man skulle da være en meget ufiks kommune, hvis man ikke ændrede måden at aktivere på, når guldet ligger lige foran, og når det (altså virksomhedsaktivering) er den bedste form for aktivering”. Ifølge Inger Støjberg skal Lollands Kommune altså bare se at komme i gang.

Det er at føje spot til skade.

Absolut fattigdom
Når kommunale sagsbehandlere ikke lever op til lovens krav, og når sager om svigt kommer offentligt frem bliver kommunerne med rette kritiseret, blandt andet af socialministeren. Men samtidig undergraver regeringen udsatte kommuners muligheder for at gøre den nødvendige sociale indsats.

Det handlede diskussionen også om på Socialpolitisk Forenings generalforsamling i Maribo.

Har vi absolut fattigdom i Danmark eller bare en form for relativ fattigdom? Det var et af spørgsmålene.

Anja Sigvard Nielsen fra Den Boligsociale Fond beskrev et hjemmebesøg hos en 10-årig pige, der bor sammen med sine forældre og 3 hjemmeboende søskende i et ret øde beliggende hus på Lolland. Der har ikke været varme i stuerne i et par år, fordi et sprængt vandrør ikke er repareret. Pigens værelse er uden vindue og rummer kun en seng og en dyne. Der er intet legetøj. Der er langt til naboer. Familien har ingen penge og ingen kontakter. De lever af en enkelt kontanthjælp til moren. Faren har fået frataget kontanthjælpen, fordi han ikke mødte op til de lovpligtige samtaler. Han reagerede på standsningen af kontanthjælpen ved at synke dybere ned i den depression, der var en af årsagerne til at han ikke var mødt op.

”Det jeg så var ikke relativ fattigdom, det var absolut fattigdom”, sagde Anja Sigvard Nielsen.

Brug for kritiske sociale frivillige
Der er i disse år et stærkt fokus på sociale bedragere. Kommunerne jagter mennesker, der får ydelser de ikke er berettigede til, og det er nødvendigt. Men sager som denne viser, at der også er mennesker, der ikke får det der er nødvendigt for at de selv og deres børn kan leve et værdigt liv.

I de seneste måneder har vi i Socialpolitisk Forening været optaget af at lave en handlingsplan til bekæmpelse af børnefattigdom, og af at diskutere, hvad EU’s frivillighedsår kan betyde på det sociale område. Det er naturligt at koble de ting sammen.

Regeringens appel er, at Danmark får endnu flere frivillige, også på det sociale område, og jeg har i en artikel om frivillighedsåret skrevet, at vi har brug for flere aggressive og kritiske sociale frivillige, der råber op og skaber debat om de overgreb, der sker på børn og unge, når systemerne lader dem vokse op i absolut fattigdom uden de muligheder og rettigheder som alle børn og unge har krav på.

Vi håber, at frivillighedsåret også vil blive brugt til at rejse en debat om socialt udsattes rettigheder. Den debat skal handle, om hvordan kommunerne håndterer deres opgaver, men Lollands situation viser, at den også må handle om, hvordan det overordnede system håndterer de kommuner, der har de største og vanskeligste problemer.

Der har bl. a. på baggrund af Brønderslev-sagen været meget snak om det kommunale ansvar i forhold overfor dårligst stillede ”nomadefamilier”, der flygter fra kommune til kommune. Der gribes ikke ind tidligt og omfattende nok. Men får man ikke løst nogle af de grundlæggende problemer, der er beskrevet her, får man heller ikke løst den slags problemer.

Den økonomiske udvikling har skabt situationer, hvor kommuner fristes til at se igennem fingre, fordi de ikke har ressourcerne til at løse de store problemer. Det kan vi ikke være bekendt.

Der er brug for social konfrontation i frivillighedsåret

Det frivillige arbejde er vigtigt. Men på det sociale område skal frivillige også kæmpe for øget retssikkerhed. Måske med utraditionelle midler.

Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening, bragt i Information den 10. marts 2011.

Tre handikappede førsteklasses børn har brug for lidt hjælp for at deltage i fritidsidræt. Kommunen kan give ledsagehjælp, og handikapcentret er søgt. Men der sker ikke noget. Efter 7 måneder viser det sig, at der intet er sket i børnene sager. Forklaringen er omstrukturering i Københavns Kommune.

Sagen er nummer 16 af 25 eksempler i et hæfte udgivet af ’Settlementets frivillige Rådgivning’ i København. ’Argumentation’ hedder hæftet, der handler om at frivillige fortalere er med til at sikre socialt udsatte deres ret.

Langsommelighed i sagsbehandlingen er kun et af mange problemer. Men det er let at forholde sig til. Fysioterapeuten Jette har fået ødelagt sin fod, men lever klart op til samfundets krav om at ville arbejde. Hun søger revalidering og finder en 3-årig uddannelse, der supplerer det hun allerede kan og giver gode jobmuligheder. Sagsbehandlingen tager et år, hvorefter kun bevilges uddannelse i 2 ½ år. Drømmen slås i stykker.

I år er det EU’s frivillighedsår, og der er holdt en pæn og officiel åbningskonference om, hvor vigtigt det frivillige arbejde er på mangfoldige områder. Der er brug for partnerskaber mellem de frivillige og det offentlige, og der er masser af ros og skulderklap til det store frivillige arbejde, der er med til at få samfundet til at hænge sammen. Hver tredje dansker arbejder frivilligt i en eller anden sammenhæng, og regeringen vil gerne have endnu flere i gang. Fint nok.

Settlementets hæfte, er også udgivet i anledning af frivillighedsåret, men det viser en mere konfliktpræget side af frivilligarbejdet. Sagt lidt firkantet så handler den om, at samfundet har udviklet sig sådan, at det kan være næsten umuligt for dårligt stillede og socialt udsatte at opnå den bistand og at få den retssikkerhed, de har krav på.

Derfor er der brug for frivillige der råber op, og som påpeger svigt og mangler og kræver bedre offentlig indsats, selv på et tidspunkt, hvor alle snakker besparelser.

Sidste år var det fattigdomsår. Ved afslutningskonferencen deltog den konservative borgmester Michael Ziegler fra Høje Tåstrup i en diskussion om den sociale indsats i forhold til fattige og udsatte. Her forklarede han Venstres Ellen Thrane Nørby, at lovgivningen og regelkravene har udviklet sig sådan, at det ikke længere er muligt for dårligt stillede at have en enkel og overskuelig indgang til det kommunale system. Har en familie flere problemer, er der typisk mindst 5 sagsbehandlere. De principper om en enkelt dør ind i det kommunale system, som man kunne tro på for 20 år siden, holder ikke i dag.

Det var interessant, at det var en konservativ borgmester, der fortalte, hvor galt det er gået, men der er i øvrigt masser af dokumentation for, at afstanden mellem system og borger er blevet større. I takt med alle de reformer, der skulle gøre al ting bedre.

Søren Juul fra Roskilde Universitet forsvarede i januar sin doktorafhandling ”Solidaritet: anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft”, med undertitlen ’En kritisk analyse af barrierer for sammenhængskraft i velfærdssamfundet’. I sin konklusion skriver han blandt:
”Det alvorligste problem for mange dårligt stillede mennesker er i dag, at de føler sig nedværdiget, stigmatiseret og usynliggjort i mødet med velfærdsstatens institutioner og ikke oplever, at der er rettigheder, der beskytter dem. Det fører til tab af selvværd og selvagtelse og svækker deres deltagelsesmuligheder i samfundet”.

Han taler om behovet for samfundsmæssige anerkendelseskampe på mange niveauer, herunder om de værdier og det menneskesyn der skal præge vores samfund. Han peger på behovet for kulturel, velfærdspolitisk og institutionel fornyelse.

Det er nok mere end frivillighedsåret kan klare. Men den omfattende dokumentation af, hvor dårligt det på en række områder står til, peger på, at frivillighedsåret også bør føre til, at pænheden lægges til side til fordel for en langt mere kritisk og somme tider konfrontatorisk tilgang. Alt for meget gensidigt rygklapperi kan gøre pænheden endnu mere dominerende.

Et af frivillighedsårets nøgleord er ”aktivt medborgerskab” eller i EU-sprog ”Active Citizenship”. Det frivillige arbejde gør os til mere aktive medborgere, det udvikler demokratiet og kan styrke integrationen. Vi får større ejerskab til samfundet ved at tage aktivt del.

Det lyder rigtigt og kan også være det, men forudsætningen er, at samfundet giver muligheder for ejerskab og at der er nem adgang til systemerne også for dem der defineres som svage eller socialt udsatte.

Tre vigtige forudsætninger for at frivillighedsåret kan gøre noget godt på det sociale område er derfor:

• At stærke frivillige aktører på det sociale område får øget styrke til at kæmpe for de svageres retssikkerhed både via fortalervirksomhed og gennem uforbeholden kritik af svigt i de offentlige systemer.
• At man undgår tendenser til at tørre det offentlige systems forpligtelser af på de frivillige i en tid, hvor der overalt skæres ned på sociale og sundhedsmæssige indsatser.
• At man får involveret de udsatte gruppers egne frivillige yderligere i kritiske fortalerroller både i de enkelte boligkvarterer og i de organisationer de selv har skabt og som repræsenterer dem.

Det er vigtigt at huske, at det historisk er frivillig organisering om interesser og værdier, der har skabt rammerne om samfundet og grundlaget for den offentlige indsats. Det gælder stort set hele vejen rundt på det sociale og sundhedspolitiske område, at frivillige indsatser kom før de officielle og at de frivillige var med til at forme, det der blev til samfundets regler og skattefinansierede indsats.

Det frivillige arbejde skal stadig være med til at flytte grænserne, både ved at påpege svigt, ved at stille krav, ved at tænke innovativt og ved at mobilisere.

Hvor langt skal de frivillige være parate til at gå i det social- og samfundskritiske arbejde?

Det må naturligvis afhænge af sagen og situationen, men jeg tror at sociale provokationer kan være en af vejene frem. Der kritiseres ofte, at politikere handler på grundlag af medieskabte enkeltsager, og nogle gange er kritikken berettiget. Men svigt handler i dag ikke kun om enkeltsager. Kombinationen af til dels mislykkede reformer, mere kontrol og mere bureaukrati har mange steder ført til at afstanden mellem borger og system er blevet ubærligt langt. Derfor er en række enkeltsager i dag et udtryk for et større systemsvigt. Almindelig menneskelighed har nogle steder fået vanskeligere vilkår i de offentlige systemer. Og det går ud over folks værdighed og over deres rettigheder.

Jeg kunne i den situation ønske mig at vi også fik sociale aktionsgrupper, der på samme måde som for eksempel Greenpeace er parate til illustrative provokationer og om nødvendigt noget der minder om civil ulydighed i velgennemtænkte utraditionelle aktioner, der kan være med til at åbne folks øjne for problemerne.

Naturligvis skal samarbejde udvikles i løbet af frivillighedsåret, men det vil være godt for det sociale Danmark, hvis de sociale organisationer også benytter året til at fokusere på deres kritiske muligheder og for det kritiske potentiale der findes i det sociale Danmark. Så de også, med Sørens Juuls ord, kan blive en del af den nødvendige velfærdspolitiske og institutionelle fornyelse.

Afskaffelsen af efterlønnen holder ikke

Af Hovedbestyrelsen, 27. januar 2011

Socialpolitisk Forening ser med stigende bekymring på, at regeringen fremstiller efterlønnen som den sikre vej til velfærdsstatens kollaps. Regeringens udspil til en tilbagetrækningsreform betyder, at man vil lade de udsatte på det danske arbejdsmarked betale for den økonomiske genopretning og for et underskud, der bl.a. er opstået som følge af skattelettelser, der især tilgodeser de højeste indkomster. Den foreslåede seniorførtidspension, er et plaster på såret, men fratager de ældre på arbejdsmarkedet retten til selv at bestemme om de ønsker at trække sig tilbage med værdighed. De skal klientgøres. Det er en socialpolitisk tankegang som Socialpolitisk Forening er meget imod.

Det er et stort problem at forslagets konsekvenser ikke er ordentligt gennemanalyserede. Det er helt uklart hvor mange der vil falde igennem fordi de ikke føler de kan fortsætte med at arbejde, men ikke lever op til kravene til seniorførtidspension.  Det er samtidig utroværdigt, at den foreslåede reform vil skabe de 70.000 nye arbejdspladser, som regeringen forestiller sig, da større arbejdsudbud ikke i sig selv skaber sin egen efterspørgsel. Faren er, at arbejdsløsheden vokser.

Det er et faktum, at efterlønnen for 80 procents vedkommende tilfalder faglærte og ufaglærte, der fortjener en ordentlig mulighed for at kunne trække sig tilbage fra arbejdslivet og stadig have nogle raske og rørige år at leve i. De mere velstillede har altid haft mulighed for at kunne trække sig tilbage fra arbejdslivet, mens de mindre økonomisk stærke, og typisk de ufaglærte eller kort uddannede, nu skal underkastes en kommunal vurdering om de er sløje nok til at komme på en såkaldt nedslidningspension.

Socialpolitisk Forening sætter spørgsmålstegn ved regeringens forestilling om sparede offentlige udgifter. De sparede offentlige udgifter på efterlønsordningen er med stor sandsynlighed langt mindre end antaget. Seniorførtidspensionen vil koste, men der vil være andre merudgifter på grund af reformen, fx ved øget arbejdsløshedsunderstøttelse, aktivering og kontanthjælp – samt udgifterne ved sygefravær. I dag er sygefraværet stigende frem til 60 års- alderen, hvorefter der indtræder et markant fald. Eneste plausible forklaring er, at efterlønsmuligheden udtynder sygefraværet.

Socialpolitisk Forening mener, at regeringen med reformforslaget foretager et løftebrud i forhold til velfærdsforliget i 2006.

Kampen mod børnefattigdom
Det rigtige valg

Fattigdomsåret var en forsinket start på en nødvendig indsats. Statsministeren vil vælge det rigtige for fremtiden. Kampen mod børnefattigdom er nok det vigtigste.

Af Knud vilby, formand for Socialpolitisk Forening, 10. januar 2011

Før jul arrangerede socialminister Benedikte Kjær en workshop om fattigdommens årsager. Målet var at finde frem til retvisende indikatorer for fattigdom. 2010 var fattigdomsår i hele EU, og i Danmark bød året på en besynderlig diskussion om måling. Regeringen vil ikke anerkende den fattigdomsgrænse, der er fastsat af EU, eller nogen anden økonomisk grænse for fattigdom. Det vil være misvisende, siger regeringen. Benedikte Kjær anerkender, at vi har fattigdom, men opgaven er så blevet at finde mere retvisende indikatorer for denne fattigdom.

Workshoppen samlede 30 mennesker med indsigt, bl.a. økonomer, statistikere og folk fra socialområdet. De arbejdede i 3 grupper. De var alle mere eller mindre enige om, at der naturligvis er flere grunde til at mennesker havner i fattigdom, men de mente stort set også alle, at den helt afgørende faktor er økonomien. Hvis man som person eller familie har en indkomst der er markant lavere end gennemsnittet i befolkningen, og hvis ens muligheder er væsentligt færre, så er man reelt fattig. Der kan være grund til at supplere en fattigdomsgrænse ved at se på, hvilke afsavn folk lider eller på konsekvenserne af langvarigt at stå udenfor arbejdsmarkedet. Men den økonomiske grænse er vigtigst.

Nu er fattigdomsåret slut. Men i EU-året kom der nye tal frem, som viste at fattigdommen er stigende. Siden 1990’erne har de årlige statistiske opgørelser hvert år vist stigende ulighed og vækst i antallet af fattige.

EU’s fattigdomsgrænse siger, at man risikerer fattigdom, hvis man lever for mindre end 60% af midterindkomsten (medianindkomsten) i samfundet. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der har lavet de seneste omfattende analyser benytter i stedet en grænse udviklet af OECD. Den taler om ”under 50% af medianindkomsten”. Den er barskere og man skal være mere fattig for at komme under grænsen.

De seneste AE-tal viser, at selv når man udelader de studerende, er der efter denne barske OECD-grænse omkring 200.000 fattige i Danmark mod omkring 140.000 i 2001. Omkring 47.000 har været fattige i mindst 3 år. De er havnet i en mere eller mindre permanent fattigdom, som medfører at de har færre muligheder end andre. I 2001 var det kun omkring 30.000.

I det år, hvor der skulle ske noget positivt er det gået den forkerte vej.

25 organisationer stod i 2010 bag en fælles fattigdomserklæring og en lang række arrangementer, der satte fokus på fattigdom. Socialpolitisk Forening lavede som led i samarbejdet hjemmesiden www.stopfattigdom.nu, der løbende beskrev arrangementerne og debatten.

Vi opnåede ikke de klare politiske resultater, vi havde håbet, men problemet blev diskuteret, og der kom et politisk fokus, som også vil holde her i 2011 og efter et valg.

Et af de store debatemner var, at regeringen med reducerede sociale ydelser (de såkaldte incitamentsydelser) har øget fattigdommen. Starthjælp, kontanthjælpsloft og 450 timers-regel rammer ikke kun folk, der ikke vil arbejde, men også mennesker, der ikke kan, og reglerne rammer børn som er uden skyld i forældrenes og familiernes problemer.

Vi ved at de fattige børn og unge i meget høj grad findes i børnefamilier med enlige forældre (mødre) og i familier med anden etnisk baggrund end dansk. På en række måder forværrer man disse udsatte familiers problemer via nedsatte overførselsindkomster.

Netop nu taler statsministeren om, at vi ikke blot skal se frem til et folketingsvalg, men også se på de større og mere langsigtede valg. Vi skal vælge en god fremtid for næste generation. I dag lader man imidlertid børn og unge vokse op med fattigdomsproblemer, der negativt påvirker deres muligheder i resten af livet. Det kan vi ikke være bekendt.

Nogle af de organisationer, der arbejdede sammen i fattigdomsåret, prøver nu at lave en skitse til en samlet handlingsplan mod børnefattigdom. Økonomien er central, men naturligvis handler det også om andre forhold, og en samlet plan vil kræve indsatser både på det sociale område og på undervisnings, sundheds- og integrationsområdet. Alle ved, at vi ”taber” børn og unge på grund af utilstrækkelige eller forkerte indsatser, og de fleste mener også, at det er muligt at gøre det bedre.

Det kan om noget kaldes en investering i fremtiden. Fattigdomsåret skal derfor her i 2011 ses som begyndelsen på en dansk debat, der kom for sent i gang. Den skal fortsætte og konkretiseres.

Benedikte Kiær skal udfordre regeringstoppen på social- og arbejdsmarkedspolitikken

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening, 3. september 2010

Socialpolitisk Forening bruger mange kræfter på fattigdomsåret, og vi gør det heldigvis i et godt samarbejde med mange andre organisationer, og socialministeriet. Men to tredjedele af året er nu gået uden at regeringen har givet klare meldinger. Socialminister Benedikte Kiær erkender til dels problemet, men regeringen snakker teknikaliteter, eller bruger tiden på udenomssnak frem for at handle. Senest så vi i DR’s Pengemagasin onsdag den 1. september, at Benedikte Kiær bebudede handling. Reelt alligevel uden at love noget som helst. Og beskæftigelsesminister Inger Støjberg sagde smilende, at der ikke bliver ændret på de reducerede sociale ydelser, så længe hun er minister.

Det er lidt absurd at diskutere fattigdomsgrænse, når næsten alle tal fortæller om en negativ udvikling som er meget synlig. Flere socialt udsatte, flere familier der tvinges ud af deres lejligheder, flere for hvem håbløsheden bliver permanent. Og flere undersøgelser der bekræfter at afsavn kan føre til isolation for børn og unge.

De store statistiske tal, blandt andet fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, om udviklingen i antallet af langvarigt fattige (se www.stopfattigdom.nu ) er endnu fra de år, hvor vi havde højkonjunktur. Det er blevet værre siden.

Regeringen tillod at fattigdommen udviklede sig og forværredes i de gode år, hvor der var penge både i stat og kommuner. Den øgede endda fattigdommen via en række nedskæringslove. Nu skal problemerne løses, mens alle taler om nedskæringer, og mens det også er meget synligt, at beskæringerne rammer de sociale indsatser, og de særligt udsatte.

Sætter man ikke ind overfor den generelle vækst i fattigdom, vil der komme flere alvorlige sociale sager. Regeringen har gjort det til sin målsætning, at alle skal have lige muligheder. Det har de ikke i dag, og vi bevæger os for øjeblikket væk fra lighedsmålet.

Benedikte Kiærs opgave ligger ud over, hvad der kan klares i et beskåret socialministerium. Hun skal også udfordre den øvrige regering og have sagen langt højere op på hele regeringens dagsorden.

De socialt udsatte må igen holde for

Pressemeddelelse den 24. august 2010, i anledning af fremlæggelsen af regeringens forslag til Finanslov 2011

Af Knud Vilby formand for Socialpolitisk Forening.

I opgangstider er det især de velbjergede, der har gavn af den økonomiske vækst. Men i nedgangstider er de socialt udsatte, der må holde for med de største besparelser.

Det bekræfter de sociale besparelser på den nye finanslov desværre.

I foråret blev der sat ind med reduktioner over for dagpengemodtagere, og der blev truffet beslutning om en faseopdelt reduktion af børnechecken. Det ramte almindelige mennesker, hvis eneste brøde var, at de var arbejdsløse eller havde mange børn.

Med den nye finanslov rammes dem, der ligger allernederst i samfundet – ja, dem der faktisk er dømt helt ude.

I den nye finanslov skrumper den såkaldte Satspulje til næsten en tredjedel af beløbet i forhold til sidste år. Det forklares med lønstatistiske finurligheder – at lønnen på det private arbejdsmarked ikke har udviklet sig over et vist niveau. Konsekvensen er, at en række sociale opgaver – fx i forhold til psykisk syge – skrumper helt uacceptabelt i det kommende år.

Finansieringen af satspuljen har været diskutabel. Det er måden, den nu reduceres på også. Men konsekvensen er, at mens de sociale problemer og fattigdommen vokser reduceres de frie midler til særlige sociale indsatser.

Det må være regeringens opgave, at afkoble den sociale indsats for samfundets mest udsatte borgere fra reguleringsmekanismer, der er socialpolitikken helt uvedkommende.

Integrationsministeriet stopper
socialmedicinsk lægearbejde

Bremse for ytringsfrihed og forbud mod socialmedicinsk tænkning i ny udlændingelov.

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening og for Fredsfonden.

Bragt i Information den 19. maj 2010

Som ung lærte jeg af de store socialmedicinere, at sygdom handler om mere end en lægefaglig diagnose. Amtslæge Vagn Christensen påviste, at dårlige boliger slår mennesker ihjel, og børnelæge Svend Heinild skrev at en god børnelæge ikke blot skal have viden om sygdomme, men have indsigt i befolkningens psykologi, livsbetingelser og økonomiske vilkår.

Med den ballast skal lægen stille diagnoser og vejlede om, hvad der er bedst for patienten. Han skal vurdere hele patientens liv.

Socialmedicinsk tænkning har udviklet sig, og uden socialmedicinen er det svært at tænke sig et Institut for Folkesundhedsvidenskab, en politisk diskussion om ulighed i sundhed eller en socialministers overvejelser om indikatorer for fattigdom.

Væk med de kritiske læger
Men i ytringsfrihedens land forbyder politikerne nu, at læger inddrager andet end det snævert lægefagligt diagnostiske i deres arbejde. I hvert fald på udlændingeområdet. Det er tæt på at være et stop for lægelig ytringsfrihed. Det er næsten et stop for brug af videnskabelige erfaringer i det lægefaglige. Det ligner et forbud mod socialmedicinsk tænkning.

I bemærkningerne til de nye stramninger i udlændingeloven står der, at hvis ”lægelige oplysninger i en sag indeholder andet end en lægefaglig vurdering af ansøgerens helbredstilstand eller hvis en læge i en sag ytrer sig om andet end ansøgerens helbredsmæssige forhold, vurderer integrationsministeriet konkret, om der kan rejses tvivl om, hvorvidt en erklæring eller anden skriftlig udtalelse fra den pågældende læge er udtryk for en uvildig bedømmelse af ansøgerens helbredstilstand”. Vurderer ministeriet (juristerne), at der kan rejses tvivl, ses der bort fra hele lægeerklæringen og indkaldes en ny fra en anden læge. Hvis lægen udtrykker kritik af, at en patient ikke får opholdstilladelse eller kritiserer ministeriets sagsbehandling i pressen bliver lægens arbejde tilsidesat.

Teksten antyder, at nogle læger vil blive sortlistede. Det er dem, der opfattes som kritiske kværulanter. Det er dem, der har arbejdet mest med denne type sager, og derfor har indsigt og engagement. De skal væk.

Jeg har talt med en læge, der rådgiver i en sag om udvisningen af en AIDS-syg afrikansk kvinde med følgesygdomme. Lægen er overbevist om, at kvinden dør indenfor en måned efter udvisningen. Men skriver lægen, at myndighederne ikke må udvise den pågældende kvinde, fordi hun dør af det, så blander han sig i en juridisk vurdering. Siger han det offentligt, er han dømt helt ude. Det er kvinden under alle omstændigheder.

Sociale årsager og følger
Encyklopædiens afsnit om socialmedicin er skrevet af socialmedicineren, professor Niels Michelsen. Der står, at socialmedicin handler om sociale årsager til, og sociale følger af sygdom. I klinisk socialmedicin om at inddrage patientens funktion, velbefindende og fremtidsmuligheder. Og om støtte til marginaliserede.

Asylansøgere er marginaliserede. Ofte skyldes en del af deres sygdom manglende fremtidsmuligheder. Det skal lægerne blande sig udenom.

Jeg har som formand for Fredsfonden skrevet høringssvar om lægers ytringsfrihed, og jeg interesserer mig for det som formand for Socialpolitisk Forening, fordi vi i socialpolitikken ved, hvor afgørende det er, at læger inddrager de samfundsmæssige vilkår, der ofte afgør hvor syge eller raske mennesker er.

Myndighederne har tidligere søgt at få lægerne til at blande sig udenom. Læger skal være objektive lægefaglige diagnostikere. ”Lægefagligt” er ikke klart defineret, men læger skal ikke blande sig i jura eller politik. De skal ikke sige at en person med helbredsproblemer skal have førtidspension. De skal beskrive helbred og overlade resten til juristerne.

Mens kravet om tværfaglig ekspertise bliver stærkere i alle sammenhænge, sender man lægerne ind i en specialistbås uden vinduer til samfundet.

Socialmedicinske initiativer
Det er aldrig før gået så langt som nu. I aftalen mellem Kommunernes Landsforening og speciallægerne præciseres adskillelsen af det lægefaglige og juridiske, men det fastslås at læger kan komme med ideer til socialmedicinske initiativer og med egne ideer til socialmedicinsk behandling (Lægeerklæring nr 165). Lægen skal beskrive helbredets relation til patientens socialmedicinske situation (Lægeerklæring 145). Der er stadig en smule frirum.

Ikke på udlændingeområdet.

Lægeforeningen er stort set er enig med folketingsflertallet om ændringerne. Lægetoppen synes også læger skal være strengt objektive. Det med at inddrage samfundet og fremtiden er subjektivt. Men jeg tror de leksikale afsnit om socialmedicin skal skrives om.

Svend Heinild roterer i sin grav. Jeg tror Vagn Christensen roterer i levende live.

Rettigheder, ansvar og vilje…

af Michala C. Bendixen, Komiteen Flygtninge Under Jorden, Sune Skadegård Thorsen, direktør Global CSR og forperson, Institut for Menneskerettigheder og Knud Vilby, forperson Socialpolitisk Forening

Bragt som kronik i Politiken den 16. maj 2010

Folketinget behandler i løbet af maj måned de nye forslag til stramninger i udlændingelo-ven.  Regeringen og Dansk Folkeparti kalder det ”et serviceeftersyn”. Men det er mildest talt mere end det. Når de nye forslag bliver vedtaget, betyder det at Danmark bevæger sig i en helt ny retning, når det gælder demokrati og  menneskerettigheder. Skridtet er faktisk så radikalt, at det er opsigtsvækkende, at medier og debattører ikke har beskæftiget sig seriøst med selve lovforslaget; men udelukkende dets mangelfulde høring.

99% af vælgerne er givet ikke klar over, hvad stramningerne går ud på, og hvilken effekt de kommer til at få i praksis. Den korte høringsfrist på 6 arbejdsdage og mediernes mang-lende interesse for substansen er i sig selv udtryk for en udemokratisk udvikling. Men man kan heller ikke forvente, at den brede befolkning henter lovforslaget på Folketingets hjemmeside og læser den 170 sider juridiske smøre igennem. Oppositionspartierne har besluttet at stemme imod, men regeringen og Dansk Folkeparti har flertal på forhånd; som sædvanlig. Og så behøver vi jo hverken ordentlig lovforberedelse med høring eller at den fjerde statsmagt træder i karakter.

Det har ellers ikke skortet på advarsler i de få høringssvar, som er udsendt – både før og efter fristens udløb. Der advares på det kraftigste mod konventionskrænkelser, uhen-sigtsmæssige effekter, diskrimination osv. Desværre er respekten for mange af de organi-sationer, som var indbudt til at svare, gennem årene blevet undergravet. Dansk Flygtnin-gehjælp, Amnesty International, Red Barnet, Dansk Socialrådgiverforening, Advokatrå-det, Røde Kors og mange flere fagligt kompetente organisationer bliver konsekvent af-færdiget. Selv statens eget uafhængige kompetencecenter, Institut for Menneskerettighe-der, bliver betegnet ’politisk’.

Stramningerne berører en lang række områder af væsentlig betydning for indvandreres og flygtninges liv. Faktisk er der tale om 17 kapitler med yderligere underafsnit alene i lov-forslag L188. Og der bliver ikke tale om øget udlændinge service. Teksten er forvirrende, gentagende og et uklart sammensurium af helt nye tiltag og stramninger af eksisterende regler. Fælles for hele pakken er de tilbagevendende mantra-ord ”ansvar” og ”vilje”. Det skal nu være op til den enkelte udlænding i Danmark at gøre de ting, der skal til for at opnå at blive borger i Danmark; at blive en del af de ’udvalgte’.

Men lovforslaget er faktisk et opgør med hele grundlaget for den demokratiske velfærds-stat. Forslaget krænker ikke kun minoriteters basale rettigheder, men får på længere sigt betydning for alle os, der bor i Danmark. De skandinaviske lande deler en grundlæggende opfattelse af, at mennesker der ikke kan klare sig selv, skal støttes så de kan bevare deres værdighed. Og at samfundets krav til borgerne bør stå i forhold til deres reelle muligheder for at opfylde disse krav. Målet har været et samfund, hvor alle borgere har lige adgang til ydelser, alt efter individuelle behov, og alle borgere har lige rettigheder, herunder adgang til den demokratiske proces. Indførelsen af starthjælp og de forhøjede og konstant om-skiftelige krav til statsborgerskab var de første skridt væk fra dette mål, og nu tager vi et stort hop tilbage mod de tider, hvor det kun var rige hvide mænd, der havde stemmeret.

En besynderlig udvikling for et land, der traditionelt har været kendt for at sikre velfærd og egne borgeres rettigheder bedre end de store lande i Europa. Nu bliver fordelene ved at gøre brug af sine rettigheder som EU-borger fremfor som dansk statsborger endnu større, idet både familiesammenføringsreglerne og adgangen til permanent ophold er væsentlig lempeligere efter EU-reglerne.

De nye forslag kan groft deles ind i 2 kategorier: En del er ren chikane, ofte uden holdbar argumentation, som mest går ud på at gøre livet surt for indvandrere og at mindske antal-let af nye udlændinge i landet. Fx skal man nu have haft permanent opholdstilladelse i 3 år for at søge om familiesammenføring, hvor det tidligere var 1 år. Generelt fjernes det gældende princip om proportionalitet ved en række afgørelser; et væsentligt menneske-retsprincip i både dansk og international lovgivning. En anden del er regler og krav, som har til formål at skelne mellem ’godt og dårligt’ integrerede udlændinge, hvilket i praksis kommer til at betyde en skelnen mellem på den ene side de raske, stærke og arbejdsomme og på den anden side de syge, svage og uarbejdsdygtige. Her hører det nye pointsystem bl.a. til, hvor man i praksis udelukker en gruppe mennesker fra nogensinde at opnå per-manent opholdstilladelse (og dermed naturligvis også statsborgerskab) og til gengæld gør det muligt for de stærkeste/heldigste at opnå det hurtigere end før.

På flere områder kommer man til at ramme de svageste, og det er endda helt åbenlyst hensigten. Sprogundervisningen er på forhånd indrettet sådan, at analfabeter og folk med indlæringsproblemer placeres på Dansk 1 og ikke har adgang til Dansk 2 og Dansk 3. Men der kræves fremover bestået eksamen fra Dansk 2 for at få permanent ophold, altså er den svageste gruppe på forhånd udelukket. Når man foreslår, at hvis et barn sendes på ”genopdragelse” i hjemlandet, så er det barnet (altså ”offeret”), der straffes ved at miste sin opholdstilladelse. Det bliver et ufravigeligt krav at have været i fuldtidsarbejde i 2½ ud af de seneste 3 år for at få permanent ophold – og der bliver ikke givet dispensation til personer, der modtager førtidspension eller har en form for skånejob. Altså kræver man fuld arbejdsindsats af mennesker, som den danske stat allerede har vurderet til at have ned-sat arbejdsevne.

Førtidspensionister er det mest grelle eksempel, men hele tankegangen om at indvandrere skal være i fuldtidsarbejde for at opnå rettigheder som andre borgere i landet er udtryk for ren diskrimination. I Danmark er det mindre end halvdelen af indbyggerne, der rent fak-tisk er i ordinært arbejde – og 25% er på overførselsindkomst. Jobcentrene bugner af dag-pengemodtagere i resultatløs aktivering. Mange er på deltid, og på en del fagområder er arbejdstiden skiftende. Det danske arbejdsmarked er ikke så sort-hvidt, og det er ikke så nemt at komme ind på; ikke mindst som fordomsramt minoritet. Det var måske et områ-de, man hellere skulle se på fra politisk side.

Desuden har man jo allerede indført starthjælpen, som ligger en del under et rimeligt eksi-stensminimum – og argumentet for den er lige nøjagtigt, at den virker motiverende til at komme i arbejde. Hvis man så stadig ikke er i arbejde, er det så virkelig blot et spørgsmål om manglende vilje og ansvar?

Næste skridt bliver vel at fjerne alt, hvad der hedder førtidspension, dagpenge, SU, kon-tanthjælp, revalidering osv. også for danske statsborgere; hvis det udelukkende er et spørgsmål om at have vilje og tage ansvar for at komme i fuldtidsjob. Eller i det mindste tage stemmeretten og passet fra dem, der ikke er selvforsørgende.

Det forekommer helt grotesk, at der ikke tages hensyn til flygtninges særlige situation – alle udlændinge behandles ens. Men flygtningens udgangspunkt er ikke det samme. En an-erkendt flygtning har en internationalt stadfæstet ret til beskyttelse i Danmark, og man kan dermed ikke opstille samme krav om ansvar og vilje som til andre. En stor del af flygtningene har stærke traumatiske oplevelser  bag sig, bla. fra tortur – det kræver be-handling og støtte, og mange kommer sig aldrig helt. Vi har et særligt ansvar for dem; de har ikke valgt frivilligt at bo i Danmark, men er tvunget hertil ofte med livet som indsats. Selvfølgelig vil langt de fleste gerne være selvforsørgende og lære at tale godt dansk, men det er ikke alle, der er i stand til det.

Forslaget indeholder endda et afsnit om, at anerkendte flygtninge skal kunne miste selv en permament opholdstilladelse, hvis de indenfor de første 10 år rejser på selv kortvarigt besøg i deres hjemland. En mærkelig, mistroisk chikane-tanke, som ikke tager hensyn til den enkeltes asylmotiv eller til udviklingen i det oprindelige hjemland, og er ude over kan-ten af Flygtningekonventionen.

Et andet problem med en del af forslagene er, at de ikke virker gennemtænkte, selv in-denfor deres egen diskriminerende logik. Hvorfor anerkendes et fuldtids studium fx ikke på linje med et arbejde, det er vel i landets interesse at befolkningen uddanner sig frem for at køre taxa? Næ, hvis man vil have permanent ophold må man først gøre studiet færdigt og så arbejde i 2½ år bagefter. Og hvis det hele handler om at vise vilje til integration, så må et deltidsarbejde vel være lige så godt? Efter de nye regler vil vi gerne have Ali, som gør rent om natten på et hospital, selvom han egentlig har en uddannelse fra sit hjemland, hurtigt har lært dansk og er aktiv i den lokale tyrkiske kaffeklub. Derimod kan vi ikke lide Ana, som laver mad 4 timer hver dag i en børnehave, kan tale men ikke skrive dansk, og har en etnisk dansk mand, der synes hun skal være hjemme hos ham udover arbejdet. Denne forskel forekommer ikke logisk.

Endelig handler en af de hårdeste stramninger om adgangen til at få humanitær opholdstil-ladelse i Danmark. En tilsvarende mulighed findes i alle de nordiske lande, og den er tænkt som en slags nødbremse i helt umenneskelige situationer. Siden den store revision af ud-lændingeloven i 2002 har praksis været yderst restriktiv, som det kaldes; eller på almin-deligt dansk ”hård og umenneskelig”. Denne opholdstilladelse gives for 6-12 mdr. ad gan-gen og sidste år var det kun 24 personer, der fik den, på diagnoser som skizofreni, parano-id psykose, AIDS i udbrud, cancer i terminalstadiet. Og vel at mærke kun, hvis de kommer fra fattige lande med minimale sundhedstilbud. I en periode fik enlige kvinder med mindre børn fra Afghanistan også ophold efter denne bestemmelse, ud fra et ”overlevelseskriteri-um”, som dog ikke anvendes længere. Selv denne smalle udvej skal nu lukkes til, idet man ikke længere vil tage hensyn til, om personen har reel adgang til behandling ligesom tek-sten kan forstås sådan at kun terminale lidelser er omfattet. Endnu et klart signal om, at Danmark fremover er lukket land for de svage og de syge. Og som om det ikke er nok, vil man ikke høre på de læger, der insisterer på at beskrive, hvor syge de pågældende er. Det-te gør de netop ofte på eget initiativ eller efter henvendelse fra en bekymret støtteper-son, eftersom patienten ikke har nogen ret til at få udfærdiget erklæringer og ansøgnin-ger.

Forslagene kommer til at få en række ubehagelige konsekvenser, som regeringen sandsyn-ligvis ikke helt er forberedt på. For der bliver jo ved med at komme nye mennesker til landet, selvom de bliver behandlet så dårligt; det er et faktum, som diverse stramninger ikke kan ændre på. Mange flere familier vil blive splittet, mange flere vil leve under jor-den og arbejde sort. Blandt de svageste, vil der opstå endnu større marginalisering og radi-kalisering. Mange udsatte familier vil undlade at søge hjælp hos kommunen, og kvinder i lavere samfundslag vil blive mere isolerede og undertrykte. Det vil være konsekvensen, når man fremover skal rejse tilbage til hjemlandet for at kunne søge om familiesammen-føring, når man bliver udvist fordi tidsfristen for fornyelse af en opholdstilladelse over-skrides, når man kan blive udvist for små lovovertrædelser uden hensyn til ens tilknytning til Danmark, når der stilles sprog- og arbejdskrav som er uopnåelige for mange, når det skader ens sag at have modtaget selv enkeltstående ydelser, og når man forhindrer et stort antal mennesker i at få stemmeret. Resultatet bliver et samfund med en restgruppe af bru-ne, fattige, vrede mennesker uden rettigheder og indflydelse – for os er det en skræmmen-de tanke, og langt fra den skandinaviske tradition.

Danmark har sovet i 10 år. Nu haster det

Socialministeren har nu meldt ud om fattigdom. Men der skal handles hurtigt her i fattigdomsåret, hvis vi skal undgå, at de kommende års besparelser især rammer de fattigste

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening – bragt som kronik i Jyllands-Posten den 27. marts 2010

Et øjebliksbillede fortæller om kommuner, der er tæt på at blive sat under administration, og som i flere tilfælde har måttet genåbne 2010-budgetterne og skære ned på basisydelser, fordi pengene ikke slår til. Nationalbankdirektøren fortæller samtidig, at de offentlige sparemål er helt utilstrækkelige, og at vi skal spare mange flere milliarder.

Statsministeren slår fast, at der ikke røres ved skattestoppet, og at besparelserne ikke skal berøre sundhedsudgifterne plus en hel del andet. Finansministeren er uenig med nationalbankdirektøren om sparebehovet, men lægger fortsat vægt på, at øget privat og individuelt forbrug skal trække os ud af den økonomiske krise og beskæftigelseskrisen. Derfor skattelettelserne og indsatsen for at flytte forbrug fra den offentlige til den private sektor. Den offentlige sektor skal spare, mens vi som individuelle forbrugere skal bruge flere penge.

Det kræver ikke en DJØF-uddannelse at regne sig til de sandsynlige konsekvenser. Der skal spares massivt på alle de områder, der ikke på forhånd er fredede. Det bliver ikke sjovt at være kommunalpolitiker eller kommunalt ansat. Der bliver skåret i både investeringer og renoveringer og personale. Og der vil blive langt endnu mere vægt på at finde de billigste løsninger, som kræver færrest penge og mindst personale.

Der kommer flere overordnede debatter i stil med den, Jan Trøjborg, som ny formand for Kommunernes Landsforening har rejst om hjemmehjælpen. Skal generelle sociale ydelser være for alle, eller kun for dem der har et helt særligt behov? Er de universelle ydelsers tid ved at være forbi?

I nogle danske udkantsområder vil udfordringerne være særligt store. Man har mistet politistationer, posthuse og rådhuse. Nu ryger hospitalerne, og med alle de jobs, der forsvinder, forsvinder der også skatteydere. Fattigdomsundersøgelserne fortæller, at det er relativt flere fattige, og blandt andet flere fattige børn, i udkantsområderne. Her og mange andre steder er der også store sociale problemer. Der er berettiget kritik af utilstrækkelig og vilkårlig indsats overfor særligt udsatte børn, Men det vil blive stadig vanskeligere at finde penge og kapacitet til de nødvendige indsatser. Og selv om alle kan være enige om, at der også skal ses på økonomien, må det ikke være økonomien, der styre indsatser overfor socialt udsatte børn.

Vi står foran politiske hundeslagsmål. Det bliver politik for de højtråbende og velorganiserede og kamp for velerhvervede rettigheder. Og der er en meget stor risiko for, at socialt udsatte og dårligt stillede ikke er i stand til at råbe højt nok. Eller at de ikke kan argumentere lige så godt for deres rettigheder som overflodsfamiliernes.

Da det for mange år siden blev besluttet, at 2010 skulle være det europæiske år til bekæmpelse af fattigdom og for det man kalder social inklusion, vidste ingen, at det ville blive et økonomisk kriseår. Målet var at komme fattigdommen til livs. I stedet er fattigdommen vokset Europa over. Og forgældede stater står overfor en række år med besparelser. De fleste steder er fokus ikke på at reducere fattigdommen. Det er i bedste fald på at undgå yderligere vækst i fattigdommen.

Men denne ændring i grundvilkår har ikke gjort fattigdomsåret mindre vigtigt. Tvært i mod. I de kommende år bliver det særligt vigtigt at kæmpe de fattiges og de socialt udsattes sag også i Danmark.

Det er positivt, at det nye regeringsgrundlag taler om at bekæmpe fattigdom. Og det er opmuntrende, at vi igen har fået et socialministerium, og en socialminister Benedikte Kiær, der fastslår, at der findes fattigdom i Danmark, og at det er en af hendes vigtigste opgaver at bekæmpe den. Efter en lang periode med regeringsbenægtelse omkring fattigdom er det godt.

Og selv om regeringen stadig er imod en fattigdomsgrænse, så siger Benedikte Kiær også, at der skal udvikles retvisende fattigdomsindikatorer. De fire indikatorer hun har talt mest om, er bolig, helbred, job og økonomi. Økonomien er heldigvis med, og dermed er der grænser for uenigheden mellem hende og de mange sociale organisationer, der kræver en fattigdomsgrænse. Organisationerne bag www.stopfattigdom.nu har aldrig hævdet, at fattigdom kun handler om økonomi. Men dårlig økonomi, og de afsavn det medfører – ikke mindst for børnefamilier – er en helt afgørende faktor.

Tilbage står dog, at det ministeren kalder retvisende indikatorer endnu ikke findes i Danmark. EU har udarbejdet indikatorer for flere år siden, men Danmark har aldrig villet bruge dem. Derfor har vi intet mål for fattigdommen og dens omfang.

De eneste målinger, vi har, fortæller, at ulighed og fattigdom har været markant stigende i Danmark siden Nyrup-regeringens tid i slutningen af 90’erne. Det gamle billede af Danmark som et relativt lige land er ved at krakelere. De geografiske skævheder mellem rige og fattige egne vokser. Skellet mellem gode og dårlige boligkvarterer vokser. Og drømmen om, at selv mennesker, der fødes i den dårligste udgangsposition, kan komme til tops, er blevet mere urealistisk.

AE-Rådet har påvist, at selv når man alene ser på langvarig fattigdom og skærer de studerende fra, så er der meget stor vækst i fattigdommen. Den rammer flere og flere børn, og den rammer især i dele af København og i udkantsområderne.

Ingen af disse tal anerkender regeringen. Men hvordan vil man effektivt bekæmpe fattigdom, når man ikke anerkender de mål, der findes for fattigdommens omfang?

Et EU-mål lyder, at relativ fattigdom frem til 2020 skal reduceres med 25 %. Vi må forstå ministeren sådan, at Danmark vil gøre mindst lige så meget som de øvrige EU-lande, men hvordan kan vi måle, hvad vi gør, når vi ikke har et udgangspunkt?

Man kan sikkert bruge regeringens indikatorer. Det er faktisk muligt at måle boligstandard, helbredssituation, jobsituation og økonomi. Vi har også tal for skævheder i uddannelsessituationen og det katastrofale antal unge, der ingen ungdomsuddannelse får.

Men det er 10 år siden EU’s strategi for fattigdomsbekæmpelse blev vedtaget, og 2010 var tænkt som afslutningen på en proces. I Danmark er vi knapt begyndt. Vi har sovet i 10 år, fordi Danmark havde et bedre udgangspunkt end mange andre EU-lande.

Den tid er nu ved at være forbi, og den danske fattigdomssituation er præget af mangel på viden, manglende indikatorer og manglende kriterier for indsatser.

Danske kommuner anvender derfor helt forskellige økonomiske kriterier, når de vurderer, om en familie af økonomiske grunde lider så store afsavn, at der er brug på særlig støtte. Ser man på rådighedsbeløb efter skat og efter betalt husleje, er forskellene i familiers daglige udgifter forskellige steder i landet ikke særligt store. Alligevel skriger disse forskelle til himlen. I Aalborg kan ekstra hjælp komme i betragtning, hvis man har et månedligt rådighedsbeløb på under 4.074 kroner. I Greve skal man ned under 2.300 kr.

Det er en uacceptabel stor forskel, og det understreger behovet for mere ensartede kriterier for indsatser. Med de kommende stramninger og besparelser må man dog frygte, at reguleringer ikke vil føre til forbedringer, men forværringer.

De kommende nedskæringer truer de dårligst stillede, og vi har et alt for dårligt grundlag at diskutere og prioritere på. Benedikte Kiær ser nu ud til at være i gang, men med 10 års forsinkelse. Derfor haster det med at finde de kriterier og indikatorer, der kan sikre, at de dårligst stillede ikke bliver de første ofre for kommende års smalhans.
Fattigdom i Danmark:

Regeringsgrundlaget er luftigt, men det

er positivt at regeringen har rykket sig

Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening – også bragt i Politiken den 1. marts 2010

Der skal spares mange milliarder kroner de næste år, og det er svært at se, hvordan regeringen vil undgå, at besparelserne rammer de svageste og mest socialt udsatte. Regeringsgrundlaget er mildest talt uklart, men klart er det, at når der skal spares 30 milliarder, og sundhedsudgifterne skal friholdes for kniven, så kommer det til at gøre rigtig ondt andre steder.

Det kan meget let blive en operation, der øger ulighed og fattigdom i det danske samfund yderligere. Derfor er det vigtigt med udmeldinger om, at sådan må det ikke gå. Og sådanne udmeldinger er der heldigvis i regeringsudspillet.

I afsnittet, der handler om at ”Danmark skal være blandt de bedste til at skabe lige muligheder”, står der, at regeringen ikke vil bremse dem, der klarer sig godt. ”Derfor vil regeringen ikke bekæmpe rigdom, men vi vil bekæmpe fattigdom”. Der står også, at ”regeringen vil igangsætte udviklingen af operative fattigdomsindikatorer for Danmark, der inddrager de relevante parametre, som gør det muligt at identificere fattige familier og enkeltpersoner, og som gør det muligt at iværksætte konkrete politiske initiativer for at hjælpe de pågældende grupper, blandt andet i forbindelse med de årlige udmøntninger fra satspuljen”.

Det står, at fattigdom ikke kun har med indkomst at gøre. Andre relevante parametre kan være boligforhold, uddannelsesniveau, beskæftigelsesmuligheder og sundhedssituation. Og det er da rigtigt.

De sociale organisationers kritik af, at regeringen har snakket uden om fattigdomsproblemet har virket. Formuleringerne er stadig floromvundne, og socialminister Benedikte Kiærs første udtalelser tilsvarende uklare. Men det erkendes, at fattigdommen eksisterer, og at der er brug for målinger og indsatser. Det er positivt.

Fattigdomsproblemet løses dog ikke blot med satspuljemidler. Det har også at gøre med mere grundlæggende strukturer i samfundet, og det er der ikke megen forståelse for. Socialpolitisk Forenings bekymring har længe været, at den øgede fattigdom fører til at langt flere børn vokser op med dårlige livsmuligheder. Får samfundet ikke gjort noget afgørende ved det, kan man godt skyde en hvid pind efter andre af regeringens ambitiøse drømmemål. For så bliver hele samfundet trukket baglæns.

Der er andre positive takter i regeringsgrundlaget på det sociale område, således lægges der op til en styrket inddragelse af civilsamfundet og de frivillige organisationer i det sociale arbejde, og der skal udarbejdes en egentlig civilsamfundsstrategi, der skal vise, hvor organisationerne kan være med til at styrke den sociale indsats. Det er godt. Men når strategien udformes, er det vigtigt at slå fast, at den ikke må bruges til blot at lade organisationerne lappe huller i den offentlige indsats. Det offentlige ansvar for socialpolitikken må ikke ”tørres af” på de frivillige.

Og i civilsamfundsstrategien er det igen satspuljen, der skal holde for. Der vil blive afsat 100 mio. kr. i satspuljemidler til styrket inddragelse af civilsamfundet, men de skal vel så skæres i andre af de aktiviteter, som satspuljen normalt finansierer. Hvor mon?

I det hele taget mangler der midler, således også i den ghettostrategi, som antydes. Men der er nogle erkendelser, nogle målsætninger og nogle tilsagn, som det er vigtigt at holde regeringen fast på. Det vil vi sammen med de andre organisationer prøve at gøre.

Socialpolitikkens nødvendighed

Pressemeddelelse fra formand Knud Vilby, 23. februar 2010

Socialpolitisk Forening byder Socialminister Benedikte Kiær velkommen i den nye regering. Vi stiller store forventninger til hende, og håber hun kan indfri dem.

Socialpolitisk Forening har med stor glæde noteret, at Statsministeren har valgt at udskille Socialministeriet i et selvstændigt ministerium. Socialpolitisk Forening ser denne beslutning som en erkendelse af, at socialpolitikken skal have større fokus i den samlede regerings politik. Socialpolitisk forening håber derfor, at ministeren får et reelt ansvar for at påvirke alle dele af socialpolitikken. Det ser vi frem til med positiv forventning.

Behovet for en sammenhængende socialpolitik er større end nogensinde. Uligheden er voksende, og stadig flere mennesker oplever egentlig længerevarende fattigdom. Det er især mange børnefamilier, der rammes. Der er brug for helhedstænkning for at løse problemerne, og Socialpolitisk Forening ser meget gerne, at nogle af de socialrelaterede politikområder, der i sin tid blev overført til Beskæftigelses¬mini¬steriet, tilbageføres til det genoprettede Socialministerium.

Hvis det nye ministerium skal være fremadskuende og visionært, er det oplagt, at Socialminister Benedikte Kiær som en af sine første ministerhandlinger nedsætter en Socialpolitisk Kommission, der gennem ekspertundersøgelser, politikformulering og brugerinddragelse, nytænker en sammenhængende og bæredygtig socialpolitik. Der er nok at tage fat på: Den stigende udstødelse fra arbejdsmarkedet, den stigende skjulte fattigdom, væksten i udsatte familier, og de handicappedes sværere og sværere vilkår. Social politik handler om at give alle plads i fællesskabet.

STOP FATTIGDOM NU

Fælleserklæring fra flere organisationer af 21. januar 2010 i anledning af de europæsike år 2010 for bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion

Danmark er et af verdens rigeste lande med mindst forskel på rig og fattig. Det er vi stolte af. Men antallet af fattige voksne og børn stiger. Og uligheden vokser.

En lang række organisationer, der ønsker en ny udvikling, siger: STOP FATTIGDOM NU

Alle EU’s medlemslande har vedtaget at gøre 2010 til året for kampen mod fattigdom. Der er i EU enighed om at føre kampagner og sætte nye mål for bekæmpelsen af fattigdom og social eksklusion. Danmark og den danske regering er en del af denne overordnede enighed. Men indsatsen fra den danske regerings side er beskeden.

Danmark er netop blevet et velfærdssamfund, fordi vi som samfund har stræbt efter at inkludere udsatte borgere, og fordi den begrænsede ulighed har skabt grundlag for en stærk økonomisk udvikling som omfatter langt de fleste. Frem til midten af 1990’erne blev Danmark år for år et mere lige samfund. Men siden er uligheden og fattigdommen vokset markant. Det vil vi sætte en stopper for.

Derfor: STOP FATTIGDOM NU. Fattigdomsåret 2010 skal give resultater, og organisationerne vil gå i spidsen for at sikre en effektiv indsats og fokus på bekæmpelse af fattigdom.

Regeringen anerkender ikke EU’s fattigdomsgrænse, eller at vi har fattigdom i Danmark. Men EU har en klar fattigdomsgrænse: Alle med en disponibel indkomst under 60 % af medianindkomsten er i risiko for at leve i fattigdom.

Andelen af danskere i fattigdomsrisiko er – målt efter EU’s kriterier – i dag 12 % af befolkningen, hvor det i midten af 1990’erne kun var 8 %. Stigningen er altså betydelig. Samtidig er uligheden i Danmark stigende. De rige er blevet rigere og de fattige er blevet fattigere, blandt andet fordi overførselsindkomster i mange år er steget langt mindre end de gennemsnitlige lønindkomster. Det er først og fremmest socialpolitikken og også det danske omfordelende skattesystem, der har sikret at uligheden og fattigdommen er mindre i Danmark end i andre lande. Men nu går det desværre den forkerte vej.

Fattigdom handler først og fremmest om økonomi, men meget andet følger med. Fattigdom og ulighed går hånd i hånd. Fattige har ringere adgang til uddannelse, arbejde, sundhed og social service. År 2010 skal understrege, at fattige har samme rettigheder som alle andre. Alle er lige for loven. Uligheder skader både det enkelte menneske og samfundet.

Langt de fleste danskere har indkomster over EU´s fattigdomsgrænse og kender ikke de problemer, fattige møder hver dag.

Fagforeningerne sikrer overenskomster, rettigheder og minimumslønninger for de der har arbejde, og de sikrer en løn man kan leve af. Danmark har heller ikke så store problemer som andre lande med fattige i arbejde til lønninger der ligger under et eksistensminimum. Der er tilfælde hvor unge eller indvandrere får langt under overenskomsten, men ofte griber fagforeninger og ansvarlige arbejdsgivere ind og problemet er ikke så massivt som i mange andre lande.

Fattigdommen rammer især dem, der ikke har arbejde og ikke er forsikrede, og som lever på randen af eller udenfor arbejdsmarkedet.

Det gælder grupper af enlige mødre, unge, folkepensionister, familier med mange børn, dårligt uddannede, syge og handicappede, mennesker som mangler erhvervsuddannelse og – erfaring. Mennesker der lever på overførselsindkomster, og som har oplevet at disse indkomster år efter år er steget mindre end de gennemsnitlige lønindkomster.

Særligt hårdt ramte er de personer og familier, som er udsat for nedsatte ydelser som et resultat af regeringens incitamentspolitik, der med kontanthjælpsloft, 450-timers regel og starthjælp reducerer indkomsterne for langvarige kontanthjælpsmodtagere Denne særlige straffepolitik rammer i meget høj grad børn af nogle af samfundets fattigste forældre, og den forstærker risikoen for, at disse børn ikke kan bryde ud af fattigdom.

Som led i EU’s fattigdomsår foreslår vi, at alle danskere, i en uge lever som kontanthjælpsmodtager eller som folkepensionist uden nogen form for supplerende pension – og skænker det sparede overskud til en fattig familie. Så vil mange flere kunne opleve og forstå, hvad det vil sige at være fattig i Danmark.

Vi vil skabe debat og påvirke holdninger. Vi vil fokusere på, at fattige har rettigheder, og vi vil understrege at samfundet må bygge på det grundsyn, at alle mennesker har lige værd, også hvis de ikke er i stand til at arbejde.

•    Vi anbefaler at Folketinget sikrer klare strategier til bekæmpelse af fattigdom og ulighed, at der opstilles målbare indikatorer på kort og lang sigt, og at retssikkerheden styrkes for de svageste både i forhold til arbejde, uddannelse, sundhed og service.
•    Vi ønsker helhed og sammenhæng i indsatserne og anbefaler særlige indsatser mod lang tids fattigdom og indsatser der bekæmper fattigdommens konsekvenser for børn og unge.
•    Vi ønsker en klar politisk placering af ansvaret med årlige fattigdomsrapporter, målinger af udviklingen i fattigdom, samt forskning i fattigdommens strukturelle og individuelle årsager.
•    Vi ønsker samfundets anerkendelse af, at fattigdom skader både borger og samfund
•    Vi anbefaler en officiel dansk fattigdomsgrænse
•    Vi støtter, at fattige bliver hørt og får indflydelse.
•    Vi ønsker et Danmark vi kan være bekendt, som hjælper fattige og socialt udsatte til et bedre liv.

Bag initiativet STOP FATTIGDOM NU står: EAPN.DK og Socialpolitisk Forening, og følgende organisationer støtter op om initiativet: 3F, Askovgården, BUPL, Børn og Familier, Børnesagens Fællesråd, Dansk Socialrådgiverforening, Den selvejende institution Overførstergården FIC, Frelsens Hær, Foreningen Den Boligesociale Fond, HK Kommunal, KFUK’ Sociale Arbejde, KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark, Kirkens Korshær, Kofoeds Skole, LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, Red Barnet, Rådet for socialt udsatte, SAND De hjemløses landsorganisation, Socialpædagogernes Landsforbund, SydhavnsCompagniet.

Organisationernes aktiviteter og planer for 2010 kan ses på www.stopfattigdom.nu

Danmark og Letland er de eneste to EU-lande, der ikke har lavet nationale handlingsplaner for det europæiske fattigdomsår 2010

7. november 2009

EU-kommissionen har netop lanceret årets hjemmeside www.2010againstpoverty.eu. På den kan man læse, hvad de enkelte EU-lande planlægger at gøre i EU-året, men Danmark og Letland er ikke med.

Fattigdomsåret er resultatet af en proces, der startede i EU i år 2000 med henblik på at nedbringe fattigdommen i EU. 2010 skulle være den foreløbige kulmination i kampen. Men siden 2000 er fattigdommen steget mange steder, herunder i Danmark.

Den danske planlægningsproces foregår i et samarbejde mellem en lang række ministerier. Processen har været meget langsommelig, og fattigdomsåret er meget lavt politisk prioriteret af den danske regering. En dansk plan ventes dog inden jul.

Ifølge EU-kommissionen lever 79 millioner mennesker i EU i risiko for fattigdom, og 19 millioner af disse 79 millioner mennesker er børn. EU-året lanceres under overskriften ”Stop fattigdom nu”, og den officielle titel er ’2010 Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion’.

Danmark er et af de EU-lande, der er mindst berørt af fattigdom, men uligheden og fattigdommen har – baseret på EU’s kriterier – været markant stigende siden 1990’erne. Udviklingen i retning af større ulighed startede under Nyrup-regeringen og er fortsat under VK-regeringen. Antallet af danskere i fattigdomsrisiko er – målt efter EU’s kriterier – i dag 12 % af befolkningen, hvor det i 1990’erne kun var 8 %.

Socialpolitisk Forening beklager dybt, at den danske plan glimrer ved sit fravær, nu hvor man er klar til at skyde et år ind, der sætter fokus på kampen mod fattigdom. Udfordringen er endnu større i de fleste andre EU-lande, men det ændrer ikke ved, at der gennem mere end 10 år har været en meget betydelig vækst i fattigdommen i Danmark, og at problemerne nu øges med den økonomiske krise.

Det ville have været naturligt, at Danmark gik foran med en stærk samlet plan for bekæmpelse af den øgede ulighed og den fattigdom, der især rammer børnefamilier med enlige forsørgere. I stedet bagatelliserer den danske regering fattigdomsproblemet.

Den danske regering er en af de få EU-regeringer der ikke anerkender EU’s officielle fattigdomsgrænse, der siger, at mennesker er i risiko for at blive ramt af fattigdom, når deres indkomst er mindre end 60 % af medianindkomsten i det pågældende land.

Oktober 2009

Mere uddannelse mindre kriminalitet!

”Folketinget vil nu beslutte, at vi skal have mere kriminalitet”

Meget er usikkert både i politik og statistik, men én ting er helt sikkert: ”Når folketinget sænker den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år, så vokser den målte kriminalitet”. Kriminalitetsstatistikken vil vise det og den vil så kunne danne grundlag for, at politikere om nogle år, atter kan stille nye stramningskrav. Kriminalitetskarrusellen drejer ”næsten” af sig selv.

Det startede godt
Anbefalingerne fra Ungdomskommissionen blev ikke automatisk skudt ned af regeringen. Tværtimod blev der lagt vægt på, også af justitsministeren, at de mange stramninger der allerede er gennemført og nul-tolerancepolitikken, der er fremhævet i det ulidelige, skal suppleres af flere og bedre, forebyggende indsatser for at hindre kriminalitet.

En stakket frist
Det holdt kun til folketingets åbning. Selv om der intet videnskabeligt eller fagligt belæg er for at sænke den kriminelle lavalder. Igen er det tilhængerne af straf, der får lov at sætte den politiske dagsorden med paroler om, at nye forebyggende indsatser skal suppleres med nye stramninger. Som om stribevis af stramninger ikke netop er gennemført for længst!
Der er dog stadig positive anbefalinger i ungdomskommissionens rapport, og en del af dem vil blive fulgt. Det skal vi ikke glemme, og det er positivt. Men det er åbenbart, at det politiske flertal primært søger at profilere sig ved nul-tolerance – Nu også overfor børn.

To synspunkter
Som artiklerne i Social Politik viser, er der ikke socialpolitiske eller kriminalpolitiske begrundelser for det, man gør. Antallet af unge, der begår kriminalitet har været stabilt i mange år med en vis tendens til fald. Der har været en vis vækst i personrelateret og voldelig kriminalitet, og det er alvorligt. Væksten i ungdomsårgangene peger også helt logisk i retning af mere samlet kriminalitet, hvis den relative kriminalitet pr. 1.000 unge er uændret. Men ingen af disse forhold løses bedre ved at kriminalisere flere, sådan som man nu beslutter.
To holdninger står over for hinanden. Den ene er nul-tolerancen og ”Så kan de lære det”-synspunktet. Det andet er indsatser, som skal prøve at give de unge flere sejre og færre nederlag, finde deres talenter og styrker og sætte ind for at give dem flere sejre at udvikle sig fra. Det er en holdning, der tager udgangspunkt i respekt for de unges vanskeligheder og som søger at hjælpe dem.
Ingen af disse holdninger løser alle problemer. Men man dæmmer heller ikke op for problemerne ved blot at tage lidt fra hver side. Man kan ikke bare sige ”mere straf, men også flere tilbud” og så sætte sig hen og håbe, at det vil fungere, således at alle med tiden bliver mere glade og mindre kriminelle.

Mange af dagens unge har det rigtigt svært
Specielt har rigtig mange af drengene alt for meget ”ild-i-røven” til standardskolesystemet. Skolerne passer ikke til dem, og de passer ikke til de tilbud, de får. De lider nederlag, samtidig med at de ser, at deres fremtidsudsigter forringes.
De ved godt, at det er blevet sværere at komme ind på arbejdsmarkedet uden særlige kvalifikationer. Vi andre taler om, at tærsklen til arbejdsmarkedet er blevet højere. Der stilles flere og flere krav. De bruger andre ord, men mærker i høj grad konsekvenserne. Nogle giver hurtigt op og prøver at finde identitet og udviklingsmuligheder andre steder.- Det kan være i kriminalitet?
”Men de har mere behov for støtte end for straf”.

Relevant uddannelse virker
For snart 10 år siden skrev Benny Lihme en bog om det socialpædagogiske opholdssted ”Solhaven”, og han understregede, hvor vigtigt det rigtige pædagogiske tilbud er for de unge. Men han skrev også, at det er helt afgørende, at man undgår at gentage den pædagogik, som allerede har givet de unge så mange skolenederlag.
I en radioudsendelse i år videreudviklede han tankerne og fortalte, at han i dag selv lægger endnu mere vægt på undervisning end tidligere, fordi vi har fået en verden, hvor ikke-boglige uddannelser også kræver et teoretisk fundament. Men han understregede, at undervisningen skal give de unge sejre. Den må ikke føre til nye nederlag.
Derfor handler det i ungdoms- og socialpolitikken om at se, hvor de unges styrker er. Om at gøre den unge engelsk-kyndige endnu bedre til engelsk, om at starte undervisning på det relevante niveau for den enkelte, om at tilbyde enkeltfag efter talent og interesse. Om både at lytte og stille krav. Og om at koble indsatser med realistiske erhvervsmuligheder. For hver en sejr den unge oplever, bliver der mere at tabe og mere at vinde og det er positivt!
En undersøgelse fra Rockwoolfonden viste i 2008, at unge mænd fra de fleste etniske minoritetsgrupper begår flere tyverier og andre ejendomsforbrydelser end jævnaldrende danske unge mænd. Men samme undersøgelse viste også, at langt de fleste vokser ud af denne ekstra kriminalitet. I de fleste etniske grupper i alderen 20 til 29 år er berigelseskriminaliteten den samme som hos danskere med tilsvarende baggrund.
Den primære, socialpolitiske indsats må derfor handle om at gøre mest muligt for at sikre, at unge ikke kommer ud i kriminalitet. Men derudover er den oplagte konklusion, at når og hvis de unge er kommet ud i kriminalitet, så skal de støttes og rustes bedst muligt til at nå frem til et voksenliv, hvor fundamentet er i orden, og hvor det helt overvældende flertal så vil ”melde sig ind” i en ikke-kriminel normalitet.

”Relevant uddannelse” er det centrale nøgleord. Uddannelsestilbud til børn og helt unge, der i højere grad svarer til deres forudsætninger og som modvirker, at de lider skolenederlag. Gode, tilpassede ungdomsuddannelser og praktikpladser som en rettighed for de unge. Skole- og uddannelsestilbud som led i den socialpædagogiske indsats til dem, der havner i det sociale system. Og bedst mulige uddannelsesmuligheder for dem, der ender i fængsler og institutioner under Kriminalforsorgen.

Uddannelse som modspil til den kriminelle trædemølle
Vi skal i høj grad have styrket fængslernes uddannelsestilbud og have fjernet en række restriktioner. Men meget peger i retning af, at stemplet som kriminel og ”kriminel fange” giver det dårligste udgangspunkt for de nødvendige indsatser. Derfor er det så beklageligt, at de unge også skal have det stempel. Vi skal se udformningen af nye ungdomsstraffe og ungdomstilbud i helhed, før vi fælder endelige domme. Men traditionelt er det meget, meget vanskeligt at forene fængselslivet med en stærk, uddannelsesmæssigt resocialiserende indsats. Fængsler har det med at skabe ny kriminalitet snarere end veltilpassede borgere. Og risikoen er, at sænkningen af den kriminelle lavalder ikke blot giver mere målt kriminalitet (det er det, vi ved), men også flere nederlag for vanskeligt stillede unge.

Bliver det tilfældet, har politikerne igen skabt nye problemer.

4 september 2009

Lige værdi og lige værdighed skal også være en dansk værdi

Princippet om at alle mennesker har lige værdi trues både af lovgivning og af generelle samfundstendenser

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening

Ordene værdi og værdighed har samme historiske rod. Værdipolitik handler både om værdighed og værdier, ikke i økonomisk forstand men på det menneskelige plan. Derfor står der også i artikel 1 i menneskerettighedserklæringen, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Et samfund består af alle dets borgere, og de har alle værdi og værdighed. Historien har gruopvækkende eksempler på, hvordan det går, når man begynder at udpege de mindreværdige.

Vi kan derfor ikke tale om “danske værdier” og værdipolitik uden at tale om lige værdighed for mennesker i Danmark. Da Socialministeriet i 2003 holdt et værdiseminar skete det på grundlag af et oplæg fra ministeriet om “Værdier i socialpolitikken”. Der blev beskrevet seks bærende værdier: selvbestemmelse, værdighed, retfærdighed, social tryghed, social integration og social bæredygtighed. Og i afsnittet om værdighed stod der, at det er en grundlæggende forventning, at hver enkelt har værdi i sig selv og med rette kan forvente andres anerkendelse af dette, herunder de sociale myndigheders. “Værdighed er derfor ikke noget, man skal gøre sig fortjent til gennem en særlig indsats, eller noget man kan opnå i kraft af særlige talenter eller karakteregenskaber”.
Med værdighed følger anerkendelse, og anerkender vi ikke hinanden, går det galt.

I Socialpolitisk Forening mener vi, at denne grundlæggende værdi – lige værdighed – i dag er truet. På et tidspunkt, hvor værdipolitikken igen er på den politiske dagsorden, er det helt centralt, at den også kommer til at handle om lige værdighed for alle. Det har været en central dansk værdi, siden man for mange, mange år siden opgav at dele mennesker op i værdigt og ikke værdigt trængende og opgav en social lovgivning, der førte til tab af borgerlige rettigheder, for mennesker, der ikke blev vurderet som “værdigt” trængende.

Jeg vil gerne især pege på to centrale områder, hvor både lovgivningen og den generelle samfundsudvikling truer danskernes lige værd og lige værdighed.
- Det ene er den reelle genindførelse af begrebet værdigt trængende i dele af social- og beskæftigelseslovgivningen.
- Det andet er det tab af lige værdi og værdighed, som følger at større ulighed i samfundet, og af at ikke mindst flere børnefamilier i dag lever i langvarig relativ fattigdom.

Gennem de senere år er der gennemført lovgivning om en række reducerede sociale ydelser, såkaldte incitamentsydelser, for at få flere ud på arbejdsmarkedet, og store dele af den lovgivning, der tidligere var socialpolitik er overført til beskæftigelsesministeriet. Det solidariske princip med ens ydelser til alle er erstattet med et mere markedsbaseret system og skønsmæssige ydelser, der vurderer og opdeler folk.
Man reducerer sociale ydelser til udvalgte minoritetsgrupper for at tvinge og presse dem ind på arbejdsmarkedet. Nogle kommer ind, men nogle er for svage og er, trods dette pres, ikke i stand til at få arbejde og sidder tilbage både med færre penge og reduceret værdighed. Der sættes i denne beskæftigelsesfokuserede politik lighedstegn mellem samfundsværdi og økonomisk værdi, det vil sige værdi på arbejdsmarkedet. Kun hvis man har muligheder på en arbejdsplads, er man rigtigt værdig.
Danmark er et af de områder i EU, der har den højeste beskæftigelsesgrad. Eksperterne mener, at vi, trods stigende ledighed, har brug for, at endnu flere arbejder endnu længere, men det må ikke føre til, at vi betragter mennesker som mindre værdifulde, fordi de ikke kan arbejde.
Tendenser til at opdele samfundet, i dem der “bidrager” økonomisk og dem der “er en byrde”, øges i disse år. Men den form for værdisætning truer princippet om, at alle mennesker i samfundet er værdifulde – har lige værdi – uanset om de er børn eller gamle, stærke eller svage, arbejdsduelige eller handikappede. Uanset om de bidrager med formaliseret indtægtsgivende arbejde eller på anden måde.
Det første mål i en værdipolitik må være en grundlæggende tro på, at alle levende mennesker i samfundet har lige værdi.

I 1990′erne under Nyrup-regeringen begyndte de økonomiske statistikker for første gang at vise, at den økonomiske ulighed i Danmark er voksende. Det er fortsat siden. Og vi har fået mere økonomisk fattigdom. Denne fattigdom er ikke kun udtryk for kortvarige økonomiske problemer. Når man trækker de studerende ud af statistikkerne, og når man alene ser på dem, der har levet under EU’s fattigdomsgrænse i mindst 3 år, så viser tallene markant vækst i antallet af fattige i Danmark. Regeringen anerkender ikke EU’s grænse, og vi har ikke en særlig dansk grænse, men det ændrer ikke ved påvisningen af, at flere og flere danskere har mindre end et minimum af økonomiske værdier. Mange af de ramte er børnefamilier, og mange har fået en forværret situation af de lovbestemte reducerede sociale ydelser.
Vi ved, at fattigdom forringer børns og unges opvækst- og fremtidsmuligheder. Vi ved ikke fuldt ud, i hvilken udstrækning de unges mulighed for at bryde en negativ social arv påvirkes negativt af fattigdommen, men alle indicier peger i retning af, at denne risiko er meget stor. Fattige voksne og fattige unge har ringere mulighed for at bruge en lang række af samfundets tilbud. Det påvirker både arbejds- og fritidsmuligheder. Den økonomiske ulighed i sundhed er meget stor, og den rammer disse grupper. På et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet stiller stadig større krav til de unge, er det ekstremt vigtigt, at de får bedst mulig uddannelse, men disse unge har på grund af dårligere generelle livsvilkår færre muligheder end andre. Det er dem, der har sværest ved at komme igennem gymnasium eller tekniske uddannelser. Det er dem der først opgiver at finde en af de alt for få praktikpladser. Det er dem, der ender som utilpassede. Den socialpolitik der straffer forældrene, straffer også børn og unge, der er uden skyld.
Det uudtalte politiske budskab er en melding om, at nogle mennesker værdisættes væsentligt lavere end andre. De voksne straffes for en påstået ringere vilje eller evne til at finde beskæftigelse, og deres børn straffes, fordi de er børn af disse mindre værdifulde voksne. Det øger ungdomsproblemerne, det vanskeliggør integration. Det forringer samfundet.

Vi lever i et samfund, hvor der er ekstrem fokus på beskæftigelse. Det påvirker alles vilkår, fra børnene, der snart ikke længere har fri tid, til de handikappede og svage, der risikerer øget marginalisering, og til dem der på grund af fysisk eller psykisk sygdom “falder ud” af et stadig mere effektivt og foranderligt arbejdsmarked. Det medfører nye risici for opdelinger i samfundet, for sociale problemer, for stigmatisering og for fordomsfulde konstateringer af, at alle ikke har lige økonomisk værdi.
Det forstærkes af debatten om nye grupper i samfundet, herunder den muslimske minoritet, og tendensen til nye opdelinger og til at se indvandrergrupper som mindre værd og mindre værdige.
Derfor er der igen behov for at arbejde for alle menneskers lige værdighed også i Danmark. Vi må sikre, at det bliver en central dansk værdi.

Fattigdom fastholder negativ social arv

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
Maj 2009

Med Karen Ellemann har vi igen fået en socialminister, og det er positivt. Det er også positivt, at hun viser evne til medfølelse og anerkender, at fattigdom og sociale problemer er reelle og kæver indsatser og løsninger. Karen Ellemann mener, at fattigdom ikke kun er et resultat af økonomiske problemer, og det kan hun også have ret i. Der er tale om et samspil mellem forskellige typer af problemer. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen lovede i 2007 en omfattende indsats for at bekæmpe ulighed, som bunder i “mangel på muligheder af sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle årsager”.

Sagen er imidlertid, at samspillet af årsager til massive sociale problemer næsten altid har økonomisk fattigdom som sit kærneproblem. Nu har vi netop fra det nationale forskningscenter under Indenrigs- og Socialministeriet (SFI) fået den seneste opgørelse, som dokumenterer væksten i langvarig fattigdom, og også at denne fattigdom især rammer børnefamilier. Mange af disse familier er ofre for regeringens nedskæringer af overførselsindkomster. De seneste tal fra SFI siger at 59.000 børn lever i fattigdom. En undersøgelse fra CASA viser, at 135.000 familier er berørt af regeringens lave ydelser, og at 52.000 børn lever i familier, hvor mindst en forælder modtager den laveste ydelse.

Der er en masse, vi ved, om hvad der typisk præger socialt udsatte familier med dårlig økonomi.

Vi taler om behovet for at børn og unge får bedre og sundere ernæring, men børn i disse familier får typisk dårligere ernæring, også af økonomiske grunde.

Vi taler om behovet for at børn og unge er aktive og får motion både af hensyn til sundhed og indlæring. Men børn i disse familier står typisk svagere på disse områder.

Vi ved at dårlig ernæring og mangel på fysisk aktivitet vanskeliggør indlæringen. Det rammer typisk børn og unge af disse familier.

Vi ved, at tærsklen til det gode arbejdsmarked er højere i dag end for 25 år siden. Kravene er større, og vi ser at mange unge falder ud af ungdomsuddannelserne. Det vil typisk, bl. a. af ovennævnte årsager, være unge fra disse familier.

Der er talt meget om behovet for at bryde den sociale arv. Men når regeringen forringer økonomien for de dårligst stillede med forringede overførselsindkomster, er den med til at skabe en aktiv mekanisme, der hindrer brud på den sociale arv.

På en række særområder tager regeringen fornuftige initiativer for at løse sociale problemer. Men voksende ulighed og fattigdom, delvis skabt af regeringens egne beslutninger, er samtidig med til at skabe nye alvorlige og grundlæggende problemer og til at fastholde en negativ social arv.

Bragt i Politiken 21. maj 2009

Regeringen afviser den sociale diskussion

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
Marts 2009

Endnu en gang er det dokumenteret, at uligheden og den langvarige fattigdom har været stigende i Danmark i en periode, hvor vi har haft højkonjunktur og en stor vækst i beskæftigelsen. Den langvarige fattigdom rammer i høj grad børn af forældre, der ikke er i stand til at finde plads på arbejdsmarkedet. Den er med til at vanskeliggøre deres uddannelse, deres fremtid, deres livstidssituation. Det er især børn af enlige mødre og efterkommer af indvandrere, der rammes, men langt fra kun dem.
På en konference i sidste uge lagde organisationer som Red Barnet, Frelsens Hær samt Rådet for Socialt Udsatte yderlige materiale plus personhistorier frem. Det blev endnu en gang understreget, at en del af den øgede fattigdom er politisk skabt, fordi de svageste straffes med lavere ydelser, kontanthjælpsloft, starthjælp 300 eller 450 timers regel med videre.
Det er et vældigt samfundsmæssigt problem, at regeringen i en periode med rekordstor vækst har brugt straffeforanstaltninger, der rammer de svageste og øger ulighed og fattigdom. Konsekvensen vil formentlig være, at endnu flere dårligt uddannede og utilpassede senere skal straffes endnu mere med endnu hårdere og længere straffe.
Men det er også et samfundsmæssigt og demokratisk problem, at regeringen ikke vil snakke om de sociale problemer. Socialministeren, velfærdsminister Karen Jespersen henviser al snak om fattige til beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen, der besvarer alle spørgsmål (Politiken søndag 22. marts) med samme mantra: ’De skal i arbejde’. Flere og flere er kommet i arbejde, og det er godt. Men hvad med dem der ikke kan arbejde og dem der alligevel ikke får arbejde. Og hvorfor er der alligevel blevet mange flere langvarigt fattige, samtidig med at beskæftigelsen er øget? Og hvad sker der, nu hvor arbejdsløsheden vokser hastigt?
Regeringen nægter at tale om en fattigdomsgrænse og nægter at tale socialpolitik. Det næste bliver formentlig, at fagministrene også på disse områder henviser til politiet og justitsminister Brian Mikkelsen.
Lederen af Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen talte i sin 2008-årsberetning om den ”lovgivningsbestemte fattigdom”. Og i forhold til etniske minoriteter sagde han, at de negative forhold fører til stigmatisering og ”når stigmatiseringen er en kendsgerning begynder de selvopfyldende profetier at blive virkelighed”.
Der er naturligvis flere, og også komplicerede, årsager til den vækst i sociale problemer, vi oplever i disse år, men det er primitivt og udemokratisk, at majoritetspolitikerne afviser den socialpolitiske diskussion og diskussionen om fattigdom. Samtidig med at de med den førte politik øger problemerne.

Kommentar bragt i Politiken den 24. marts 2009

Fattigdommens fakta

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
Januar 2009

Det er trist for debatten, at Venstres social- og velfærdsordfører Ellen Trane Nørby ikke har styr på de faktuelle forhold. I Information (16. januar) taler hun og folketingskandidat Kristian Andersen om Villy Søvndals fattige fattigdomsretorik og afviser kritikken af, at Danmark har fået flere fattige, samt hele begrebet relativ fattigdom.

Men de to debattører gør sig skyld i flere graverende faktuelle fejl.

De taler om, at Søvndal har opfundet sin egen virkelighed baseret på en speciel teoretisk model, der gør mennesker fattige, hvis de tjener mindre end halvdelen af medianindkomsten. Men det er nu så langt fra en model, Søvndal har opfundet. Den bruges af EU, og den bruges af Det Økonomiske Råd i Danmark. Den er ikke spor speciel, for så længe man har talt om fattigdom har man også talt om relativ fattigdom. Fattigdom er ikke det samme i USA som i Chad som i Danmark. Fattigdom måles i forhold til almindelige gennemsnitlige forventninger i et samfund. Den danske regering afviser en formel fattigdomsgrænse som anerkendes af EU og af en lang række europæiske lande. Hvis nogen er speciel, så er det regeringen.

Men så speciel er regeringen så alligevel ikke for statsministeren anerkender dog problemet. Anders Fogh Rasmussen talte i november 2007 i folketinget om, at Danmark står overfor en ny udfordring og sagde: ”Der er mennesker, som sidder fast i en ulighed, som ikke bunder i mangel på økonomiske ressourcer, men snarere i mangel på muligheder af sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle årsager. Regeringen vil iværksætte en omfattende indsats for at bekæmpe denne ulighed.”

De økonomiske opgørelser viser, at uligheden også er økonomisk. Så på det specifikke punkt har statsministeren ikke ret. Men det er da interessant, at mens de to venstre-debattører er helt ukritisk begejstrede over, hvor godt det går, så er statsministeren bekymret over social ulighed og ser det som en stor ny udfordring.

Og endelig endnu en faktafejl i Ellen Trane Nørbys og Kristian Andersens artikel. De bagatelliserer de voksende fattigdomstal ved at henvise til at mange af de såkaldt fattige er studerende og har udsigt til senere gode indtægter. Forkert. De studerende er pillet ud af de tal, der viser en markant stigning i antallet af danskere der er fattige i et samlet forløb på mindst 3 år. Og vi ved, at det er en fattigdom, der i høj grad rammer børn, herunder børn, der er efterkommere af indvandrere og flygtninge, men også en del børn af enlige mødre.

Vi ved endelig også, at uligheden er vokset og mange børn fattiggjort af en social politik og en beskæftigelsespolitik, der bruger straf som incitamentspolitik og rammer de dårligst stillede økonomisk med kontanthjælpsloft, starthjælp og en række andre foranstaltninger.

I Socialpolitisk Forening er vi stadig meget optaget af at støtte statsministeren i den bebudede omfattende indsats for at bekæmpe ulighed. Vi har bare ikke set så meget til den endnu.

Kommentar bragt i Information

Socialministeren tabte og forsvandt

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
September måneds vagthund 2008

Velfærdsministeren, som også skulle være socialminister, truer i denne tid kommunerne til at makke ret, og til at lade være med at gennemføre sociale og samfundsmæssige investeringer, de har penge til, fordi vi har et anlægsloft og skal køle økonomien ned, samtidig med at alle taler om krise og ikke om overophedning.
I pauserne fra kommunestyringen truer velfærdsministeren de utilpassede unge og deres forældre til at opføre sig ordentligt, for det er ikke samfundets skyld, at vi har problemer. Det er den enkeltes.
Tonen bliver stadig mere skinger, både når hun truer med at ophæve det kommunale selvstyre og styre kommunerne endnu mere direkte, og når hun afviser at samfundet kan gøre mere overfor sociale problemer, som ikke er samfundets skyld.
Det er i dag næsten umuligt at finde socialministeren inde i velfærdsministeren, og når hun dukker op, er det stort set kun med pegefingre og trusler om stokkeslag til dem der ikke opfører sig ordentligt, hvad enten det er landets borgmestre, eller det er unge socialt udsatte og utilpassede.
Jeg tror, det er rigtig fornuftigt at tale om ansvar med begge grupper, men jeg er sikker på, at nedladende bedreviden ikke er fremgangsmåden.
Socialministre har ikke altid været regeringersstærkeste ministre, men når de var gode, førte de inde i regeringen en intern kamp for ret og rimelighed, også i forhold til andre ministre.
Nu føres kampen indeni Karen Jespersen selv mellem hendes forskellige ansvarsområder. Vi kan desværre se, at socialministeren har tabt. Hun forsvandt. Hvem udsender en efterlysning?

Det drejer sig om ordentlighed

Knud Vilby talte d. 13. maj ved Sundhedskartellets demonstration i Viborg
Maj måneds vagthund 2008

Socialpolitisk Forening er hverken en kamporganisation eller en fagforening. Når jeg alligevel er glad for at stille op til jeres demonstration kan det forklares med et enkelt ord. Det er ordentlighed.

Når Danmark i mange år har klaret sig godt i verden har det mere end noget andet haft at gøre med, at vi på grundlag af principper om lige ret for alle har bevæget os frem mod et system, hvor alle havde næsten lige ret til uddannelse, næsten lige ret til karriere, næsten lige ret til behandling under sygdom og næsten lige ret til omsorg.

Det er vigtigt at understrege ordet næsten. Der har tidligere været stor ulighed, og der er stadig ulighed, men udviklingen er indtil for nogle år siden gået i den rigtige retning. I kraft af den udvikling har vi fået et stærkt offentligt system og en befolkning af mennesker, der næsten alle har kompetencer og er veluddannede. Det har gavnet os som samfund.

Vi har prioriteret et offentligt sundhedssystem og et offentligt forsorgssystem for at sikre størst mulig lighed og et mål af tryghed for alle.

Vi har ikke prioriteret lighed mellem kønnene. Her er vi temmelig håbløst bagud, og det er et af de store efterslæb.

Men i de sidste omkring ti år er der så sket et andet skift. Siden midten af 90’erne har samfundet heller ikke længere prioriteret den generelle økonomiske lighed. Uligheden mellem forskellige grupper i befolkningen er atter vokset. Det har ikke direkte haft med køn at gøre, men det er dog karakteristisk at mange af de nye fattige er kvinder.

Og på det seneste ser vi så, at uligheden ikke blot vokser blot mellem offentlige og private lønninger, men også mellem de ressourcer offentlige og private systemer generelt har til rådighed.

Væksten i denne nye form for ulighed sker først og fremmest i sundhedssystemet.

Socialpolitisk Forening har i mere end 100 år haft det som sin opgave at arbejde for at samfundets svageste også blev betragtet som borgere med lige rettigheder. Vi har set, at en politik som bygger på lighed og et stærkt offentligt system har reduceret sociale problemer og givet mange mennesker – også i de udsatte grupper – en chance.

Der er stigende fokus på folkesundhed og på samspillet mellem økonomisk og social ulighed og uligheden i sundhed som kommer til udtryk i kortere levetid og langt mere sygelighed for de dårligst stillede. Vores viden om dette samspil er større end nogensinde tidligere. Derfor er væksten i ulighed skræmmende for os i Socialpolitisk Forening. Og selv om lønkamp som udgangspunkt ikke er vores sag, støtter vi derfor kampen for større lighed, ikke mindst i sundhedssystemet.

Overlæge Martin Krasnik fra Hjertecentret på Rigshospitalet fortalte i en artikel forleden, hvordan stigende arbejdspres i det offentlige sundhedsvæsen fører til nedslidning af personalet, med det resultat at folk søger over på private klinikker og hospitaler med et grundlag for helt andre lønforhold end offentlige institutioner..

Han beskrev at ventetidsgarantierne yderligere øger presset og nedslidningen og udsivningen, og når garantierne fører til henvisninger til privathospitaler sendes der penge med fra de offentlige institutioner og ud i den private sfære med yderligere offentlige besparelser som konsekvens.

Som systemet er skruet sammen, virker det ifølge Krasnik som om der er et ideologisk ønske om at flytte ressourcer fra det offentlige sygehusvæsen til det private. Og den udvikling, vi ser, truer ikke bare det offentlige system her og nu, det truer også den fortsatte uddannelse og udvikling af sundheds- og hospitalssystemer. Og mange steder i det offentlige sociale og sundhedsmæssige system truer det den enkelte medarbejders faglighed. For faglighed tager tid og underbemanding og nedslidning svækker fagligheden.

Når jeg støtter sygeplejerskernes kamp, er det ikke, fordi jeg mener, vi alle skal have råd til flere fladskærme og klimaskadelige ferier. Det gigantiske private overforbrug er et samfundsproblem og set i den sammenhæng er det ikke højere lønninger der er brug for.

Når jeg støtter sygeplejerskernes kamp, er det fordi, det er en kamp for lighed, og fordi vi sammen ideologisk må være i stand til at sætte en dagsorden, der siger, at hvis vi har råd til større privatforbrug, så må vi også have råd til at betale hvad det koster at have et ordentligt sundhedsvæsen. Mennesker er vigtigere end ting.

Igennem nogle år er vi blevet fortalt, alt går godt hvis blot privatforbruget stiger og skatterne falder. Men hvorfor er alle former for privat forbrug noget positivt, mens alle former for offentligt forbrug skal begrænses? Hvorfor er samtalekøkkener og firhjulstrækkere og langtidsferier og fladskærme godt, men ordentlige offentlige normeringer en luksus vi ikke har råd til?

En vigtig grund til, at Danmark klarer sig økonomisk godt er, at der har været en god balance mellem offentligt og privat. Der har været politisk og ideologisk opbakning til en stærk ligestillet offentlig sektor som er til gavn for alle.

Nu vokser uligheden af ideologiske grunde, og sætter vi ikke ind overfor den ulighed, vil vi i løbet af få år have et sundhedssystem, hvor det – endnu mere end nu – er pengepunge og platinkreditkort, der afgør, hvilken behandling folk får.

Derfor handler jeres strejke om meget meget mere end løn. Og derfor er det ikke bare vigtigt, at I opnår større lønmæssig lighed. Det er centralt, at I også er med til at ændre den store sundheds- og socialpolitiske dagsorden.

Svage familier dømmes til fattigdom

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
April måneds vagthund 2008

Væksten i beskæftigelse har hjulpet rigtig mange mennesker ud af sociale problemer, og det er godt. Men beskæftigelsespolitik og socialpolitik er ikke det samme. I Politiken 22. april fortæller beskæftigelsesministeren, at 300 timers-reglen har virket, fordi 2 % flere er kommet i arbejde, 11 % har opnået de nødvendige 300 timer for at bevare kontanthjælpen og 25 % er i gang med et tilbud, der kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.
Tidligere har han med henvisning til Rockwool-fondens undersøgelse fortalt, hvordan den reducerede starthjælp for flygtninge også virker, fordi 14 ud af 100 flygtninge kom i arbejde mod tidligere kun 9.
Det er imidlertid vigtigt at huske, at i begge eksempler er det mere end 50 % som alene har oplevet at de er blevet straffet økonomisk, fordi de ikke har magtet eller været i stand til at skaffe sig et arbejde. Der er flere og flere tragiske eksempler på, at læger og socialrådgivere forgæves søger at forklare systemet, at der er mennesker, der ikke har ressourcer til at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller som arbejdsgiverne ikke vil have. Disse mennesker straffes økonomisk på en måde Danmark aldrig tidligere har anvendt, og en af grundene til at fattigdommen vokser i Danmark er netop at man har indført økonomisk straf i stedet for socialpolitik i forhold til nogle af de socialt udsatte grupper.
Det får uligheden til at vokse på et tidspunkt, hvor statsministeren har bebudet, at regeringen vil komme med en omfattende indsats for at bekæmpe den nye sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ulighed.
Den voksende ulighed og fattigdom rammer dårligt integrerede indvandrerfamilier, men også andre danske børnefamilier ofte med enlige ufaglærte mødre, der stadig har meget vanskelige kår på arbejdsmarkedet.
Al forskning viser at en af de vigtigste sociale indsatser er at sikre børnefamilierne optimale vilkår. Men fordi man næsten har erstattet socialpolitik med et ensidigt fokus på beskæftigelsen, dømmer man også børn til øget ulighed og fattigdom. Det er børnefamilier med enlige forsørgere, der bliver hængende længst i fattigdom. Det viser blandt andet de seneste undersøgelser fra AE-Rådet. Det betyder også at nogle af disse børn senere får dårligere chancer i livet.

Der spilles SortePer om ansvaret

- i stedet for samarbejde om løsninger
Marts måneds vagthund 2008
Af Knud Vilby, formand

De politiske udmeldinger efter den sidste tids sociale uro, vold i gaderne og alvorlig ungdomskriminalitet nærmer sig det uanstændige. Det er kun fire måneder siden statsministeren i regeringserklæringen bebudede en omfattende indsats for at bekæmpe social, uddannelsesmæssig og kulturel ulighed og talte om denne ulighed som Danmarks nye udfordring. Men efter de seneste begivenheder er regeringens budskaber stort set indskrænket til at der skal gennemføres en hårdere retspolitik, og at det i øvrigt ikke “er samfundets skyld”. Har samfundet dog et ansvar, ligger det ifølge regeringen og velfærdsministeren alene hos kommunerne.

Der er et voldsomt behov for øget samarbejde og dialog, for bedre procedurer og sagsbehandling og for støtte til kommuner, der er hårdt pressede af strukturreform og statslig styring. Men man spiller SortePer om ansvaret frem for at invitere til samarbejde om løsninger. Mens hårdt pressede faggrupper ønsker mere ansvar og mere tid til faglighed, skæres der blandt andet i København ned på de sociale budgetter for de særligt udsatte, samtidig med at store grupper af social- og sundhedsarbejdere bruger en stadig større del af deres arbejdstid på rapportering og kontrol.

Det er veldokumenteret, at både ulighed og egentlig fattigdom er voksende i Danmark. De problemer som denne udvikling skaber øges af de nye udfordringer Danmark med statsministerens ord står overfor. Der er ingen patentløsninger men muligheder for en langt bedre indsats baseret på bedre samarbejde, mere dialog og større tillid til faglige indsatser. I stedet sendes der signaler om at problemerne stort set alene løses med mere politi og strengere straffe.

Når ansvarlige politikere sender signaler om samfundshævn og stadig hårderes retspolitik gør de det legitimt for andre danskere at mene at problemer løses med straf frem for gennem tidlige og fokuserede sociale indsatser. Man gør de langsigtede indsatser endnu vanskeligere.

Fordi der er etniske og religiøse elementer i den nye ulighed fremmer politikerne også racismen med nogle af deres uspil. Hvor mange mennesker har ikke med gru tænkt på, hvordan tingene ville have udviklet sig, og hvad politikerne ville have sagt, hvis der for et par uger siden var blevet myrdet en 16-årig sagesløs etnisk dansker af tre medlemmer af en såkaldt indvandrerbande. Nu var det et anderledes mord vi oplevede. Det lagde en dæmper på uforsonlighedsretorikken og gjorde det lidt lettere at tale socialpolitik, men det understregede, at mennesker vurderes og behandles forskelligt i dette land.

Socialpolitisk Forening opfordrer til at den nye udfordring fører til en langt stærkere tværfaglig og indsats som bygger på langsigtethed og tidlig handling i forhold til erkendte problemer i socialt udsatte familier. Det er hverken brug for at skyde skylden på de svage eller for mudderkastning mellem stat og kommuner.

Det er samtidig vigtigt at huske at en række beskæftigelsespolitiske beslutninger, blandt andet om kontanthjælpsloft og starthjælp, har øget fattigdomsproblemerne ikke mindst i mange svage børnerige familier. Regeringen bør derfor samtidig tage skridt til at bekæmpe de politiske og strukturelle årsager til at fattigdom og ulighed vokser.

Nu vil statsministeren bekæmpe ulighed

Ulighed og fattigdom er vokset i Danmark siden 1990′erne. Regeringens politik har forstærket ulighed og været med til at skabe større rigtig fattigdom. Det er godt, at regeringen nu erkender uligheden og ser den som en politisk udfordring.
Af Knud Vilby, formand
Januar måneds vagthund 2008

DA STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen (V) i november præsenterede regeringsgrundlaget, sagde han, at Danmark står over for en ny udfordring. Ordene lød blandt andre således:

“Der er mennesker, som sidder fast i en ulighed, som ikke bunder i mangel på økonomiske ressourcer, men snarere i mangel på muligheder af sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle årsager. Regeringen vil iværksætte en omfattende indsats for at bekæmpe denne ulighed. Vi vil give alle lige muligheder for at klare sig i det danske samfund.”

I forhold til tidligere regeringserklæringer er det godt, at regeringen nu erkender uligheden, og at den taler om en ny udfordring. Det er vigtigt, at man siger, at uligheden skal bekæmpes. Og der er altså både tale om social ulighed, uddannelsesmæssig ulighed og kulturel ulighed.

Analyser fra Økonomisk Råd, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og CASA viser, at uligheden begyndte at vokse under Nyrup-regeringen i 1990′erne, og at væksten er fortsat under de sidste regeringer. Teoretisk kan der godt være vækst i ulighed i et samfund, uden at der samtidig er vækst i fattigdommen, men Danmark er både præget af, at uligheden vokser, og at der bliver flere egentlig fattige.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har set på antallet af børn, der lever i familier med en disponibel indkomst på under 50 procent af gennemsnittet. Den viser, at der i 2004 levede godt 60.000 børn i fattigdom i Danmark. Det er 12.000 flere end i 2001. Antallet af danskere, der har været fattige i mere end tre år har også været voksende. Statsministeren taler om social ulighed, men ikke mangel på økonomiske ressourcer. Uligheden er dog udtryk for begge dele. Sociale problemer er også økonomiske problemer, men det er rigtigt, at de forstærkes af uddannelsesmæssig og kulturel ulighed.

DET STORE SPØRGSMÅL er, hvordan regeringen vil bekæmpe ulighed og fattigdom. Her giver regeringsgrundlaget ikke svar. Skal man bekæmpe ulighed og fattigdom, må man analysere, hvad der skaber den ulige udvikling.

Der er to hovedforklaringer: 1) Markedsglobalisering sætter turbo på ulighed både mellem mennesker og lande. De mest dynamiske, veluddannede og innovative oplever stærkest vækst. I Danmark får de i stigende grad også internationale toplønninger. De svage med dårligere økonomi og uddannelse sakker bagud. Alle nationale og globale statistikker viser det.

De hurtigste løber med andre ord stadig hurtigere, mens de langsomme kommer længere bagud. Det kræver flere kompetencer end før at komme godt ind på arbejdsmarkedet, og flere falder ud igen på grund af fysisk eller psykisk sygdom. Afstanden mellem top og bund bliver større, og der opstår en ny type tabere.

2) Den voksende ulighed skyldes langt hen ad vejen dynamikken. Men regering og folketing kan vælge at styrke eller modvirke denne udvikling. I Danmark har flertallet valgt at forstærke uligheden med det resultat, at det har ført til egentlig fattigdom: Mens toplønninger er steget voldsomt, er der indført reduktioner i de laveste overførselsindkomster: starthjælp, kontanthjælpsloft, 300-timers regel med videre. De såkaldte incitamentsydelser straffer de svageste for at tvinge dem ind på arbejdsmarkedet. Overførselsindkomster (pensioner, dagpenge med videre) reguleres langsommere end lønningerne. Der er gennemført skattelettelser som primært gavner de rigeste. De store og hastigt voksende boliggevinster beskattes ikke.

Et af de negative træk i udviklingen er, at de rige får skattelettelser (belønnes) for at arbejde mere, mens de fattigste får lavere ydelser (straf) for at tvinge dem ud på arbejdsmarkedet. Når man belønner de rige og straffer de fattige, så øges både ulighed og fattigdom.

Når voksende ulighed også har ført til voksende fattigdom i et af verdens rigeste lande, er det et resultat af politiske prioriteringer og beslutninger. Man kan diskutere hver enkelt politisk beslutning. Men der er ingen tvivl om sammenhængen mellem den dokumenterede vækst i fattigdommen og disse beslutninger.

Anders Fogh Rasmussen har sagt, at social opstigning skal gøres lettere. Det skal være nemmere at gå fra bybud til bankdirektør, men international forskning viser, at jo større uligheden er, des mindre er den sociale mobilitet. Det bliver sværere for de fattige bare at komme med op i mellemklassen. Sætter vi kød og blod på statistikken, så handler det om, at titusinder af børn vokser op med dårligere muligheder end deres kammerater.

Vi ved meget om, hvem de fattige er. Mange har en anden etnisk baggrund, men der er også mange etnisk danske, blandt andet enlige, dårligt uddannede mødre med børn. De lever et hårdt liv. Hvis de kommer ud for langvarig sygdom, er der ikke langt fra et beskedent liv til social nød.

Hvad vil regeringen gøre? Regeringsgrundlaget giver ikke svaret. Hvis man vil bekæmpe voksende ulighed, må man se på årsagerne til at uligheden vokser. Regeringen har planer om enkeltindsatser for hjemløse, psykisk syge, stofmisbrugere med videre. Men der er ikke planer om at ændre de love, der forstærke uligheden.

Vi har fået et velfærdsministerium, som er en slags superministerium. Men mange af de ulighedsskabende faktorer sorterer under andre ministerier. I EU er der øget fokus på samspillet mellem social ulighed og ulighed i sundhed, men hele sundhedsområdet er ikke med i Velfærdsministeriet. Boliger og uddannelse heller ikke. Skattepolitikken, der bruges til at øge uligheden, ligger et tredje sted. Og beskæftigelsespolitikken, der næsten har erstattet socialpolitikken, et fjerde. Integration ligger stadig i Integrationsministeriet.

Behovet for at se tingene på tværs er blevet større. Professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet har fremhævet seks indsatser, som har stor betydning for lighed i sundhed, og det er: at minimere fattigdommen blandt børnefamilier; at sikre daginstitutioner af god kvalitet for alle; at have skoler, som motiverer til uddannelse; at opnå fuld beskæftigelse og integration; at have blandede ejerskabsformer i bydelene og at sikre indflydelse og udviklingsmuligheder i arbejdet.

DET ER HER, der skal sættes ind, og det gavner ikke fattige børn, at man i beskæftigelsespolitikken straffer kontanthjælpsmodtagere for at tvinge dem ind på arbejdsmarkedet. I værste fald forstærker man de sociale problemer.

Særligt udsatte familier skal tværtimod i en række situationer have særlig støtte blandt andet til uddannelse. Al erfaring viser, at det kan give store positive ændringer i livsmulighederne, når en dårligt uddannet enlig mor videreuddanner sig og får et nyt fodfæste.

Der er brug for en række fokuserede, sociale og uddannelsesmæssige indsatser for at mindske konkrete problemer og give mennesker nye chancer. Men ulighed og fattigdom må ikke kun behandles som individuelle problemer, der kan håndteres via punktindsatser over for specielle grupper som eksempelvis de hjemløse, de psykisk syge eller misbrugerne.

Det, man kan bebrejde regeringen, er, at den har forstærket de strukturelle tendenser til øget ulighed og fattigdom. Det ligner kynisme, og det har gjort ondt.

Social sikkerhed forudsætter ændringer på de områder, hvor den førte politik forstærker uligheden og øger fattigdommen. Det er godt, at statsministeren siger, han vil bekæmpe uligheden. Han har om nogen stået for en kontraktpolitik, hvor konkret handling følger konkrete løfter. Så vi venter på handling, men vi bør ikke vente ret længe.

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk Forening. I samarbejde med Vartov i København gennemfører Socialpolitisk Forening i begyndelsen af 2008 en foredragsrække om fattigdom i Danmark gennem tiderne. Overskriften er “Fattigdom, folkelighed og fællesskab”. Læs mere på www.vartov.dk
Kommentaren har været bragt i Kristeligt Dagblad d. 4. januar 2008

Velfærd på den politiske dagsorden

- hvad med ulighed og fattigdom?
December måneds vagthund 2007

Socialpolitisk Forening og Den Alternative Velfærdskommission glæder sig over, at velfærd har fået sit eget ministerium. Det giver muligheder for en mere sammenhængende behandling af en række velfærdsudfordringer og for et bedre samspil mellem forskellige indsatser. Vi er dog bekymrende for, om der vil være tilstrækkeligt fokus på de nye og voksende fattigdoms- og ulighedsproblemer i et generelt velfærdsministerium. Senest har både Det Økonomiske Råd, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Social Årsrapport 2007 påvist, at uligheden er steget, og at der er flere fattige end tidligere i Danmark. De nyeste tal viser, at 60.000 danske børn lever i fattigdom. En række fattigdoms- og ulighedsproblemer løses ikke ved generelle velfærdsforanstaltninger, men kræver en anden type af fokuserede indsatser. På et tidspunkt hvor beskæftigelsen stiger markant og er med til at løse sociale problemer for mange mennesker, er det også vigtigt, at man ikke bruger sociale og fattigdomsskabende strafforanstaltninger mod en marginaliseret restgruppe.

I 2007 har der været stærkere fokus på samspillet mellem økonomisk og sundhedsmæssig ulighed, samt problemerne omkring integration. Selv om velfærden nu har fået sit eget ministerium, er der stadig både årsager til og konsekvenser af ulighed som ikke hører under dette ministerium. Det er fortsat vigtigt, at det tværgående samarbejde mellem ministerierne styrkes, lige som det er helt centralt, at kommunerne ikke blot sikres ressourcer til at styrke generelt velfærd, men også til den sociale og ulighedsbekæmpende indsats.

Vi hilser Karen Jespersen velkommen som ny velfærdsminister. Hun er en stærk og indsigtsfuld politiker som har mulighed for at skabe et stærkt ministerium. Men vi appellerer til, at socialpolitikken og kampen for ulighed får en stærk placering, og at regeringen holder op med at bagatellisere den veldokumenterede og triste udvikling i retning af større ulighed og mere langvarig fattigdom. Vi mener også, det er vigtigt, at Danmark som andre europæiske lande får en officiel fattigdomsgrænse. Det vil forbedre grundlaget for socialpolitikken og for den ulighedsbekæmpende politik.

Knud Vilby , Formand for Socialpolitisk Forening, tlf. 60 73 22 43

Per Schultz Jørgensen, Formand for Den Alternative velfærdskommission, tlf. 40 27 08 58

Det manglende valgtema: Hvorfor får politik lov til at øge ulighed og fattigdom ?

Af Knud Vilby, formand
Valg vagthund 2007

Vi har høj vækst og beskæftigelsesrekord. Tusinder af kontanthjælpsmodtagere og andre ledige er kommet i arbejde. Alligevel er fattigdommen stigende, og flere er fattige i mange år. Mange af dem er familier med enlige forsørgere, og ikke mindst børnefattigdommen gør det vanskeligere at bryde den negative sociale arv. Men der var kun et enkelt ord om ulighed og et par ord om behovet for bedre integration og uddannelse af unge med anden etnisk baggrund i den første duel mellem statsministerkandidaterne. Ellers var der intet om det problem.
Hvorfor taler man ikke mere om, at vi trods voksende rigdom har voksende social og sundhedsmæssig ulighed og egentlig fattigdom?.
Det startede under den tidligere SR-regering, og det er fortsat under VKO. I 1993 levede der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 43.600 børn i fattigdom. I 2001 var det steget til 48.300 og i 2004 til 60.300. Mange kan klare kortvarig fattigdom, men næsten en fjerdedel af de fattige familier i 2004 havde været fattige i mere end 3 år. Tendensen, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beskrevet, bekræftes af det Økonomiske Råds tal.
Det dynamiske samfund skaber både vindere og tabere. Trods beskæftigelsesindsatser er der mennesker der skalles af arbejdsmarkedet, og der er ikke mindst enlige mødre, der ikke kan leve op til alle døgnets krav i et samfund med et stadig mere opskruet tempo.
Overalt hvor økonomien bulrer er der – også internationalt – tendens til, at uligheden vokser. Internationale erfaringer viser også, at når uligheden er stor, er det endnu vanskeligere for de svageste at bryde den negative sociale arv. Det rammer blandt andet børnene af de fattige.
Ulighed kan bekæmpes. Det er imidlertid karakteristisk for den danske udvikling, at det politiske flertal med en række beslutninger i stedet har øget uligheden. Den ulighed, som den økonomiske dynamik skaber, er blevet forstærket.
* Når skatterne lettes og boligejeres friværdier ikke beskattes, øger det indtægterne i toppen og mellemområdet.
* Når overførselsindkomster blandt andet til folkepension og understøttelse reguleres i en lavere takt end pris- og lønudviklingen, øger det indkomstforskellene for almindelige mennesker.
* Og når de svagestes indkomster reduceres med kontanthjælpsloft og indførelse af starthjælp, så sænkes de indkomster, der i forvejen er de allerlaveste.
Bekæftigelsespolitikken har været utroligt vigtig for at få mange mennesker i arbejde. Men der er sket en svækkelse af den egentlige socialpolitik, og man har brugt politik til at øge uligheden yderligere.
Det bør være et langt mere centralt tema i valgkampen.

Regeringen må fastholdes på amnesti til irakiske flygtninge

Af Birthe Gamst, FU-medlem
November måneds vagthund 2007

I dag er hun flygtning i Jordan. Hun er flygtet med sin mand og sine tre børn på henholdsvis 12, 8 og 4 år fra det krigshærgede Irak, hvor familien hele tiden oplever, at de er i fare for at blive ramt af et missil, fanget i krydsild eller blive udsat for bombesprængninger.

De to ældste børn tør hun ikke sende i skole på grund af faren for at de skal blive lemlæstet på den ene eller anden måde. Hele deres tilværelse er sat på ubestemt stand by. Hun kender alt for mange eksempler på børn, der er blevet invalideret på den ene eller anden måde. Det kan være en granatsplint i ansigtet eller forbrændinger af arme eller ben. Hun kender også til børn, der har angstanfald og ikke kan holde sig rene selvom de er over den alder, hvor renlighed skulle være en selvfølge.

Hun kan næsten ikke tale om det, da en journalist spørger hende om hendes tanker for fremtiden, men siger stille resignerende: “Jeg har ikke et liv mere. Mit liv er ødelagt, men jeg gør det for mine børns skyld”. I Jordan udgør familien bare fem mennesker ud af knapt en million irakiske flygtninge, der lever et nærmest fredløst liv men dog ikke et dagligt krigstruet og -mærket.
De irakiske flygtninge i Jordan såvel som i Syrien, hvor halvanden million er strandet, lever med en stor usikkerhed for deres fremtid, hvis der ikke kommer mere støtte fra det internationale samfund, end den relativt begrænsede hjælpeindsats, der er tale om i dag.

Internt i Irak lever to millioner irakere som flygtninge i deres eget land, fordi grænserne udadtil er ved at være helt lukkede. En så stor folkevandring, som ikke er set i mellemøsten siden 1948, hvor palæstinenserne var på flugt, ville ikke ske, hvis der ikke er tale om en umenneskelig og katastrofalt truet tilværelsesform i Irak, mærket af følgerne af en krigstilstand der snart har varet ved i fem år.

Den danske regering og dets støtteparti Dansk Folkeparti bærer et fortsat moralsk medansvar for, at krigen i Irak kom i gang og at Irak stadig fortsætter som en krigszone med mange civile tab og traumatiserede flygtninge til følge. Selvom regeringen nu efter fire år som krigsførende nation har trukket sig tilbage i august er det menneskeligt uacceptabelt at lægge glemslens slør nedover dets medansvar for den aktuelle flygtningesituation. Nu kommer der flere interne flygtninge i det nordlige Irak som følge af trusler fra Tyrkiet om at jagte kurdiske oprørere inde i Irak.

I dette samlede billede af et land i kaos og krig og med en befolkning, der oplever grusomheder hver dag, er det rystende, at man i VK-regeringen og dennes støtteparti ikke giver amnesti til de ganske få irakiske asylansøgere, der sammen med deres børn lever en ydmygende og forpint hverdagstilværelse i danske asylcentre. I stedet for trues og lokkes de tilbagevendende til udvisning til et land, hvor mere end hver ottende af den irakiske befolkning er på flugt.

Regeringen har valgt at lægge sig fast på en asylpraksis der hører til de allermest stramme i Europa. Der opereres med et indsnævret menneskerettighedsbegreb, som for et meget stort flertal af den danske befolkning er menneskeligt uholdbart og kun kan tolkes som kynisme. At denne asylpraksis finder sted i et lille hjørne af det danske samfund gør den ikke mindre kynisk, tværtimod kan det være med til at så stor tvivl om regeringens kompetence til at levere en kvalitetsreform med mennesker i centrum.

Alvorlige tømmermænd i alkoholbehandlingen

Af Hanne Thomsen og Knud Vilby
Oktober måneds vagthund 2007

Socialpolitisk Forening er dybt bekymret over at kommunalreformen og bortfald af midler fra SATS-puljen er ved at svække den døgnbaserede alkoholbehandling for de mest krævende alkoholiserede danskere.

340.000 danskere har et risikobetonet forbrug af alkohol og 160.000 er egentlig alkoholafhængige. 65.000 er så svært alkoholiserede, at tidspunktet for forebyggelse og information for længst er overskredet. Hjælp til dem forudsætter egentlig behandling. Reelt er det dog kun allerhøjst 20.000 der modtager behandling.

Det er ikke nyt, at der er utilstrækkelig behandlingskapacitet, men netop nu er situationen, at mens der føres kampagner mod overforbrug af alkohol, sker der en alvorlig svækkelse af alkoholbehandlingstilbuddet. Uge 40 var den årlige kampagneuge mod overdrevent forbrug af alkohol. Men efter at kommunerne har fået overdraget ansvaret, satser man mange steder på ambulant behandling også af de allertungeste misbrugere, blandt andet for at spare penge.

Ambulant behandling er et rigtigt første valg ved alkoholmisbrug, men en strategi der ensidigt satser på ambulant behandling vil efter Socialpolitisk Forenings opfattelse give bagslag. De mest belastede alkoholmisbrugere med svær afhængighed, massive sociale problemer, dårlige netværk og psykiske problemer kan ikke fastholdes i et ambulant behandlingsforløb. Disse mennesker har brug for at kunne arbejde med deres problem over en længere sammenhængende periode, i et støttende miljø, hvor personalet har særlige kompetencer, og hvor man kan genetablere en normal dagligdag.

Der er op mod 150 døgnbehandlingspladser på landsplan, og omkring 1000 alkoholikere kommer på årsbasis i døgnbaseret alkoholbehandling. 350 behandlingsforløb eller ca en tredjedel finansieres af fripladsmidler fra SATS-puljen, men der er udsigt til, at fripladsordningen for de sværest afhængige bortfalder med udgangen af 2007. Kombinationen af kommunernes nye ambulante strategi og bortfaldet af fripladser vil være en meget alvorlig svækkelse af alkoholbehandlingen. En stor gruppe hårdt belastede alkoholikere vil stå uden et reelt tilbud, hvis der ikke længere visiteres til døgnbehandling.

Nogle af de få kvalificerede døgninstitutioner frygter samtidig for deres overlevelse. Forsvinder de, vil værdifuld specialkompetence i alkoholbehandlingen gå tabt. Udviklingen bekræfter den frygt Socialpolitisk Forening og andre har haft for at specialkrævende grupper kommer i klemme, nu hvor kommunerne efter reformen står for den økonomiske prioritering.

Socialpolitisk Forening og Ringgården må forlange, at man politisk meget hurtigt tager stilling til, hvordan man vil sikre en sammenhængende behandlingskæde på alkoholområdet, hvor døgnbehandling skal indgå som et af elementerne. Man må se på finansieringen af døgnpladserne både på kort og langt sigt. Og man er nødt til at tage beslutninger hurtigt for at hindre en dramatisk svækkelse af alkoholbehandlingen allerede fra januar 2008.

Meningen med kommunalreformen var ikke trække tæppet væk under de svageste, men det er det der er ved at ske. Hindres det ikke, vil det give alvorlige tømmermænd i alkoholbehandlingen, og dermed også for mange af de svageste.

Nærmere oplysninger: Socialpolitisk forening Knud Vilby tlf. 32514530 eller mob. 60732243 og Ringgårdens centerleder Torben Ballegaard tlf. 64412505

Jeg anklager Dansk Røde Kors …..

- for forsømmelserne mod børn i de danske asylcentre. Jørgen Poulsen og Bodil Nyboe Andersen har et meget stort ansvar
Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
September måneds vagthund 2007

Dette er et angreb på og en kritik af Dansk Røde Kors, fordi endnu en undersøgelse viser, at børns liv ødelægges i danske asylcentre, og at de ikke får den omsorg og specialistbehandling de har brug for for at få et liv.

Psykiatere og psykologer er ifølge Politiken rystede efter at have undersøgt 6 tilfældigt udvalgte asylbørn. De lever med så voldsomme psykiske problemer, at de vil udvikle kroniske lidelser, hvis de ikke får professionel hjælp

Det her er et angreb på Dansk Røde Kors, fordi regeringen for længst er holdt op med at lytte til almindelige anstændige mennesker i spørgsmål om børn i asylcentre. Det er også et angreb på Dansk Røde Kors, fordi organisationen ved at acceptere vilkårene, og ved at overse overgreb og brud på konventionen om børnenes rettigheder er med til at sløre sandheden, om det der foregår.

Til Politiken siger Dansk Røde Kors’ asylchef Jørgen Chemnitz, at der selvfølgelig kan være svipsere, og han vil undersøge om der er huller i systemet. Han siger også, at man underretter kommunerne hyppigere end før om børn, der har det (for) dårligt.

Men sagen er jo, at tilsvarende kritik af asylcentrenes og af Dansk Røde Kors utilstrækkelige reaktion er rejst igen og igen.

Dansk Røde Kors’ chef Jørgen Poulsen har i årevis haft som sit faste omkvæd, at Dansk Røde Kors fortsætter administrationen af asylcentrene, så længe organisationen mener den gør en positiv forskel. Men mere og mere peger i retning af, at Dansk Røde Kors, ved at acceptere forholdene som de er, i realiteten gør en negativ forskel. Dansk Røde Kors er med til at få den danske befolkning til at tro, at forholdene er i orden. Men det er de ikke.

Det her er derfor også et angreb, både på Jørgen Poulsen som daglig leder og på Dansk Røde Kors’ præsident Bodil Nyboe Andersen som formand for bestyrelsen. Anstændighed kan kun gradbøjes en lille bitte smule. I dette spørgsmål er der ikke tale om gradbøjning, men om at man fratager børn deres mulighed for at få et anstændigt liv.

På Dansk Røde Kors’ hjemmeside gengives de principper, der er grundlæggende i organisationens arbejde.

Et af dem lyder: ”Vi hjælper mennesker i nød for at forhindre og lindre menneskelig smerte, hvor end den findes.”

Og et andet: ”Ingen kan tvinge os eller forhindre os i at hjælpe, der hvor vi mener, der er brug for det..”

Her taler en modig og uafhængig organisation. Det handler ikke kun om at lindre smerten, men også om at forhindre den. Og ingen kan forhindre Dansk Røde Kors i at gøre det nødvendige.

I børnekonventionens artikel 24 (Socialministeriets og UNICEF’s danske udgave) står der, at ”deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højst opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje.”
Artikel 22 understreger at rettighederne også gælder for børn, som er flygtninge eller søger flygtningestatus.

Asylansøgerbørn har krav på, at staten søger at genoprette deres helbred. Undersøgelsen af børnenes vilkår i asylcentrene viser, at der sker det modsatte. Børnenes helbred nedbrydes. De bliver gradvist mere og mere syge, psykisk og fysisk. Og kritikken er blevet rejst af eksperter gennem adskillige år. Nogle var ansat af Dansk Røde Kors, men har forladt organisationen.

Naturligvis har regeringen med statsministeren i spidsen et hovedansvar. Og naturligvis omfatter anklagen også både sundhedsministeren og integrationsministeren og den meget erfarne nye socialminister, der måske kan vise sig at ville gøre en forskel. Men regeringens døvhed overfor menneskerettighedsproblemer er voksende. Derfor har Dansk Røde Kors et særligt ansvar.

Og intet kan forhindre Dansk Røde Kors i at leve op til det, står der på organsiationens hjemmeside.

Journalist og forfatter Knud Vilby

Ingen kontraktpolitik i miljø- og socialpolitikken

Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
August måneds vagthund 2007

VK-regeringens troværdighed i dele af indenrigspolitikken har mere end noget andet haft sin forklaring i kontraktpolitikken. Man kunne være enig eller uenig, men når regeringen lovede skattestop, så fik vi skattestop og dermed fik de fleste mennesker også en skattelettelse. Man vidste, hvad der blev lovet, og man vidste hvad man fik. De politiske resultater svarede til de politiske signaler.

Gennem det sidste års tid har vi fået nye positive politiske signaler. Behovet for social sammenhæng er blevet understreget. Derfor har statsministeren også mange gange sagt, at blev der råderum for skattelettelser, skulle de især finde sted i bunden.

Og miljø- og klimakrisens alvor er blevet understreget. Regeringen har taget miljøpolitikken til sig og bebudet, at Danmark skal spille en dynamisk og aktiv rolle forud for det store klimatopmøde i Danmark i 2009. Statsledere er inviteret til Grønland, for at de kan se, hvor alvorlig klimakrisen allerede er.

Nu har regeringen så spillet ud med forslag, der øger den sociale ulighed, der allerede har været voksende gennem en årrække. De dårligst stillede kommer yderligere bagud og bliver relativt endnu dårligere stillede.

Til gengæld sender skattelettelserne signaler om, at flere penge skal pumpes ud i privat forbrug, samtidig med at der skal arbejdes og produceres endnu mere end under den nuværende højkonjunktur. I årevis har man talt om at afkoble sammenhængen mellem økonomisk vækst, merforbrug og miljøforringelser, men det er endnu ikke lykkedes. Den symbolske vækst i energiafgifter ændrer ikke ved, at resultatet af udspillet – hvis det vedtages – vil være et privat merforbrug, der belaster miljø og klima yderligere. Selv om der også investeres i den offentlige sektor, er det væksten i privatforbrug, der prioriteres højest.

Det er slut med kontraktpolitikken. Skattestop betød skattestop og befolkningen fik skattestop.
Den sociale profil sikres nu til dels med visse konkrete offentlige investeringer, men der er ingen kontrakt, som sikrer social sammenhængskraft, tvært i mod er der garanti for større ulighed.

Og samtidig med at der skrues op for enkeltindsatser på miljøområdet, sendes der med den økonomiske politik et signal om merproduktion, mere privatforbrug og højere miljøbelastning.

Der er ikke længere sammenhæng mellem signaler og realiteter. Kontraktpolitikkens dage er forbi.

I øvrigt er der også en social dimension i miljø- og klimakrisen. Internationalt handler klimadebatten nu i høj grad om, at verdens allerfattigste er de første, der under de riges overforbrug, fordi de ikke kan forsvare sig mod de voldsomme oversvømmelser og tørkeperioder, der allerede nu præger verden på grund af klimaforandringerne.