Blomster og bæredygtighed

De fleste af os kan godt lide at se på blomster i vores hjem. Det kan give glæde, ro og en følelse af hverdagsluksus, hvis man køber sig en smuk buket, man kan gå og kigge på. Hvis du går op i miljøet og bæredygtighed, er der dog et par ting, du skal være opmærksom på.

Miljøvenlige planter 
Generelt er afskårne blomster ikke det bedste valg, hvis du gerne vil tage et miljøbevidst valg, når du køber blomster. De holder ikke særlig længe, hvorfor du skal købe dem ofte. Desuden kommer ofte fra Holland, hvor de er dyrket med kemikalier, masser af vand og sprøjtegift. De bliver dyrket i opvarmede drivhuse og bliver herefter transporteret til Danmark i lastbil. Alt dette medvirker til et stort miljøaftryk på vores klode. I supermarkederne kan du også finde roser og andre blomsterarter, som er dyrket under fjernere himmelstrøg så som Kenya, Columbia, Indien og Israel. De skal flyves til Danmark, før de lander i dit lokale supermarked, hvilket også medfører nogle varer med meget stort CO2-aftryk.

Hvis du gerne vil have en buket stående til at pryde dit hjem, eller gerne vil forære afskårne blomster til din kæreste, veninde eller mor, vil den allerbedste løsning være at plukke den selv i haven eller i grøftekanten. Hvis du kan finde rhododendron, magnolia, lavendel eller tulipaner kan du hurtigt samle en smuk buket.

Alternativet til de afskårne blomster er potteplanter eller blomsterløg. Hvis du kan forene dig med tanken om, at blomsterbuketten skal skiftes ud med en plante, kan du nøjes med at købe den en enkelt gang og så holder den for evigt, hvis du passer godt nok på den. Faktisk vil den kun vokse sig større og de fleste planter, kan man formere, så man kan få flere planter til foræring ud fra en enkelt indkøbt plante. For eksempel er pilea, også kaldet kinesisk pengetræ, nem at lave stiklinger med. Du skal blot opsamle de små skud, som planten laver og omplante dem i en krukke for sig. Husk ikke at vande dem for meget, da de ellers nemt kan drukne. På den måde sparer du både penge på din egen konto samtidig med,  at du sparer miljøet for unødig belastning ved gentagne indkøb af afskårne blomster.